Bygningsenergispareloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af bygningsenergispareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremme af energibesparelser i bygninger

Lov nr. 585 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1923 af 08. oktober 2021

Kapitel 5 1 Energimærkning m.v. ved opførelse af nye bygninger
§ 11

Ved opførelse af en ny bygning og ved så omfattende ombygninger af en eksisterende bygning, at det må sidestilles med nybyggeri, skal ejeren inden ibrugtagningen lade udarbejde energimærkning for bygningen, jf. §§ 3 og 4. Energimærkningen skal indeholde oplysninger om bygningen i forhold til de energimæssige krav i bygningsreglementet.

Stk. 2 Ejeren skal fremsende energimærkningen for et nybyggeri til den kommunale bygningsmyndighed senest samtidig med færdigmeldingen af byggeriet. Det er en betingelse for ibrugtagning, at der er afleveret en energimærkning for byggeriet til bygningsmyndigheden.

§ 12

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at projekterende og udførende af et nybyggeri skal levere den fornødne dokumentation for nybyggeriet til den virksomhed eller person, som ejeren af bygningen har indgået aftale med om energimærkning af bygningen.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den projekterende skal give bygherren oplysninger om, hvordan energieffektiviteten i et foreslået projekt kan forbedres, herunder at regler herom ikke skal kunne fraviges ved aftale mellem parterne til skade for bygherren.

§ 13

Har klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 3, stk. 7, fastsat regler om, at anden afgrænsning end den enkelte bygning skal finde anvendelse ved energimærkningen, kan energimærkning af en ny bygning kun anvendes i forbindelse med salg, leje eller overdragelse af brugsret efter §§ 6-8, hvis energimærkningen af den nye bygning omfatter denne anden afgrænsning.