Bygningsenergispareloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bygningsenergispareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremme af energibesparelser i bygninger

Lov nr. 585 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1923 af 08. oktober 2021

Kapitel 4 1 Energimærkning ved salg eller udleje m.v.
§ 6

Ved salg af en bygning eller ejerlejlighed skal der foreligge en energimærkning for henholdsvis bygningen eller ejerlejligheden, jf. §§ 3, 4 og 10. Det påhviler sælger at sørge for, at køber, inden aftale om salg indgås, har fået udleveret energimærkningen for den pågældende bygning eller ejerlejlighed.

Stk. 2 Ejerforeningen skal efter anmodning fra en ejer af en ejerlejlighed uden beregning og under overholdelse af betingelserne i stk. 3 stille en energimærkning, som omfatter ejerlejligheden, til rådighed for ejeren, således at ejeren kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 1 eller § 8 a, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Ejerforeningen skal senest 3 uger efter en anmodning efter stk. 2 have indgået en gyldig aftale med en virksomhed eller person, der er berettiget til at udarbejde energimærkning for den pågældende kategori af bygninger, om, at denne skal udarbejde en energimærkning, som omfatter ejerlejligheden, og stille energimærkningen til rådighed for ejerforeningen, således at ejerforeningen senest 60 dage efter ejerens anmodning kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 2.

Stk. 4 Ejerforeningen skal uden beregning stille energimærkningen til rådighed for ejeren senest 8 dage efter dennes anmodning, hvis gyldig energimærkning allerede er udarbejdet.

Stk. 5 Forpligtelsen efter stk. 2-4 gælder ikke for ejerforeningen, hvis ejerlejligheden skal energimærkes, som var det én bygning, efter regler udstedt i medfør af § 4, stk. 1. Forpligtelsen påhviler i det tilfælde den til enhver tid værende ejer af ejerlejligheden.

§ 7

Ved udleje af en bygning, en bolig- eller erhvervsenhed eller andre erhvervslokaler i en bygning skal der foreligge en energimærkning for bygningen eller den pågældende enhed, jf. §§ 3, 4 og 10. Det påhviler udlejer at sørge for, at lejer, inden lejeaftalen indgås, har fået udleveret energimærkningen for lejemålet.

Stk. 2 Ved udleje af en ejerlejlighed finder § 6, stk. 2, 3 og 5, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ganske kortvarig tidsbegrænset udlejning ikke er omfattet af stk. 1.

§ 8

Ved overdragelse af en andel, anpart eller aktie i et boligfællesskab, hvor der til andelen, anparten eller aktien er knyttet brugsret til en boligenhed i boligfællesskabets bygning, skal der foreligge en energimærkning for boligenheden, jf. §§ 3, 4 og 10. Det påhviler den, der overdrager andelen, anparten eller aktien i boligfællesskabet, at sørge for, at erhververen, inden aftalen om overdragelse indgås, har fået udleveret energimærkningen for den pågældende boligenhed.

Stk. 2 Boligfællesskabet skal efter anmodning fra en andelshaver, anpartshaver eller aktionær med brugsret til en boligenhed uden beregning og under overholdelse af betingelserne i stk. 3 stille en energimærkning, som omfatter boligenheden, til rådighed for andelshaveren, anpartshaveren eller aktionæren, således at vedkommende kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 1 eller § 8 a, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Boligfællesskabet skal senest 3 uger efter en anmodning efter stk. 2 have indgået en gyldig aftale med en virksomhed eller person, der er berettiget til at udarbejde energimærkning for den pågældende kategori af bygninger, om, at denne skal udarbejde en energimærkning, som omfatter boligenheden, og stille energimærkningen til rådighed for boligfællesskabet, således at boligfællesskabet senest 60 dage efter anmodningen fra andelshaveren, anpartshaveren eller aktionæren kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 2.

Stk. 4 Boligfællesskabet skal uden beregning stille energimærkningen til rådighed for andelshaveren, anpartshaveren eller aktionæren senest 8 dage efter dennes anmodning, hvis gyldig energimærkning allerede er udarbejdet.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på andre overdragere henholdsvis selskaber, foreninger, samejer eller fællesskaber ved overdragelse af brugsret til en bygning, en bolig- eller erhvervsenhed eller andre erhvervslokaler i en ejendom ejet af andre selskaber, foreninger, samejer og fællesskaber, hvis der er knyttet brugsret til den pågældende bygning, enhed eller lokaler, og ved forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis.

Stk. 6 Forpligtelsen efter stk. 2-4 gælder ikke for boligfællesskabet, hvis boligenheden skal energimærkes, som var det én bygning, efter regler udstedt i medfør af § 4, stk. 1. Forpligtelsen påhviler i det tilfælde den til enhver tid værende ejer af boligenheden.

§ 8a

Sælger, udlejer eller overdrager skal sikre, at der i annoncen til enhver tid synliggøres et energimærke fra en gyldig energimærkning, når der er tale om annoncering i kommercielle medier til salg, udleje eller overdragelse af en bygning, ejerlejlighed, bolig- eller erhvervsenhed, andre erhvervslokaler eller af en andel, anpart eller aktie i et boligfællesskab, hvortil der er knyttet en brugsret til en boligenhed, jf. §§ 6-8.

§ 8b

En formidler, der på sælgers, udlejers eller overdragers vegne har fået fuldmagt til at foretage annoncering til salg, udleje eller overdragelse, har pligt til at synliggøre energimærket ved annoncering efter § 8 a. Den, der på eget initiativ og uden fuldmagt foretager en annoncering som omhandlet i § 8 a uden at være sælger, udlejer eller overdrager, har pligt til at synliggøre energimærket.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for ejendomsformidlere, der udøver erhvervsmæssig formidling af salg af fast ejendom i medfør af lov om formidling af fast ejendom eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 3 Sælger, udlejer eller overdrager skal udlevere energimærkning til en formidler omfattet af denne lov, lov om formidling af fast ejendom eller regler udstedt i medfør heraf forud for annoncering efter stk. 1, 1. pkt., således at formidleren kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 1 eller efter lov om omsætning af fast ejendom eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 9

Overdragelse ved arv, gave og tvangsauktion samt overdragelse fra insolvent bo eller overdragelse til ægtefælle eller samlever anses ikke som salg omfattet af § 6, stk. 1, eller overdragelse omfattet af § 8, stk. 1.

§ 10

Energimærkning, der skal udleveres eller anvendes efter §§ 6-8 b eller 15 a, skal være gyldig og udarbejdet efter reglerne i §§ 3 og 4. Hvis der foreligger flere energimærkninger for bygningen eller enheden, skal den senest udarbejdede energimærkning fremlægges i forbindelse med salget, udlejningen eller overdragelsen.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udlevering af energimærkning til berettigede efter §§ 6-8 b eller 15 a, herunder betingelser for elektronisk udlevering, og om frister for udleveringen.