Bygningsenergispareloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af bygningsenergispareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremme af energibesparelser i bygninger

Lov nr. 585 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1923 af 08. oktober 2021

Kapitel 2 1 Lovens anvendelsesområde m.v.
§ 2

Loven omfatter alle bygninger, der udgør en konstruktion med tag og ydervægge, hvor der anvendes energi til regulering af indeklimaet.

Stk. 2 Definitioner og afgrænsninger i Bygnings- og Boligregistret (BBR) finder anvendelse, medmindre andet er angivet i loven eller regler fastsat i medfør af loven.

Stk. 3 I denne lov forstås ved energi fra vedvarende energikilder energi fra vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands- og bølgeenergi og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at visse bygninger og bygningskategorier samt dele af bygninger undtages fra krav enten i loven eller i regler fastsat i medfør af loven.

§ 2a

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område.

§ 2b

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at offentlige finansielle foranstaltninger til fremme af energieffektive renoveringer i bygninger sammenkædes med planlagte eller gennemførte energibesparelser, og regler i relation hertil, herunder definitioner, undtagelser og bagatelgrænser.