Brugsmodelloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af brugsmodelloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om brugsmodeller

Lov nr. 1431 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 91 af 29. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 551 af 02. juni 2014

Kapitel 8 1 Registreringens ophør, administrativ prøvning m.v.
§ 47

En brugsmodelregistrering kan ved dom kendes ugyldig, hvis

  • 1) registreringen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 1-5,

  • 2) registreringen angår en frembringelse, som ikke er så tydeligt beskrevet eller vist, at en fagmand på grundlag heraf kan udøve den,

  • 3) beskyttelsesomfanget er ændret i strid med § 18 eller

  • 4) beskyttelsesomfanget er udvidet efter registreringen.

Stk. 2 Hvis brugsmodelhaveren kun er delvis berettiget til brugsmodelregistreringen, kan brugsmodelregistreringen dog ikke kendes ugyldig i sin helhed.

Stk. 3 Sag kan, bortset fra de i stk. 4 nævnte tilfælde, rejses af enhver.

Stk. 4 Sager, som begrundes med, at en brugsmodel er registreret af en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget hertil, kan alene rejses af den, der påstår sig berettiget til brugsmodelregistreringen. Sagen skal rejses inden 1 år efter, at den berettigede har fået kundskab om brugsmodellens registrering og de øvrige forhold, på hvilke søgsmålet støttes. Var brugsmodelhaveren i god tro, da brugsmodellen blev registreret, eller da brugsmodelhaver erhvervede brugsmodelregistreringen, kan sagen ikke rejses senere end 3 år efter brugsmodellens registrering.

§ 48

Er en brugsmodel registreret for en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget dertil, skal retten, hvis der nedlægges påstand derom af den berettigede, overføre registreringen til denne. Bestemmelserne i § 47, stk. 4, om tidspunktet for sagens anlæg finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Den, der frakendes registreringen, er, når denne i god tro her i landet erhvervsmæssigt har udnyttet frembringelsen eller truffet væsentlige foranstaltninger hertil, berettiget til mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår at fortsætte den påbegyndte eller iværksætte den planlagte udnyttelse med bibeholdelse af dennes almindelige karakter. Sådan ret tilkommer under samme forudsætninger også indehavere af registrerede licensrettigheder.

Stk. 3 Rettigheder i henhold til stk. 2 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori de udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 49

Giver brugsmodelhaveren over for patentmyndigheden afkald på brugsmodelregistreringen, skal patentmyndigheden erklære brugsmodelregistreringen for ophævet i sin helhed.

Stk. 2 Er der rejst søgsmål om overførelse af brugsmodelregistrering, kan registreringen ikke erklæres ophævet, før søgsmålet er endeligt afgjort.

§ 50

Når en brugsmodelregistrering har fundet sted, kan enhver mod betaling af gebyr over for patentmyndigheden fremsætte anmodning om prøvning af registreringen.

Stk. 2 Anmodning om prøvning kan alene støttes på de ugyldighedsgrunde, som er nævnt i § 47, stk. 1.

Stk. 3 Patentmyndigheden kan kræve, at en anmodning efter stk. 1 er ledsaget af dokumentation.

Stk. 4 Rejses der ved domstolene sag om en brugsmodelregistrering, inden der er truffet endelig afgørelse om en anmodning efter stk. 1 vedrørende samme registrering, skal patentmyndigheden stille behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre anmodningen er fremsat af brugsmodelhaveren.

§ 51

Er der fremsat anmodning efter § 50, skal brugsmodelhaveren gøres bekendt hermed og have lejlighed til at udtale sig herom. Erhvervsministeren fastsætter regler herfor.

§ 52

Konstaterer patentmyndigheden efter indgivelse af anmodning i henhold til § 50, at der foreligger hindring for registrering, bortfalder registreringen. Registreringens bortfald bekendtgøres af Patent- og Varemærkestyrelsen, når afgørelsen er blevet endelig.

Stk. 2 Hvis intet er til hinder for, at brugsmodelregistreringen opretholdes i ændret form, beslutter patentmyndigheden at ændre registreringen, hvis brugsmodelhaveren er enig i den ændrede formulering, som patentmyndigheden vil give brugsmodelregistreringen, og et gebyr for bekendtgørelse af meddelelse om ændring er betalt inden udløbet af den fastsatte frist.

Stk. 3 Hvis brugsmodelhaveren ikke er enig i den ændrede formulering eller ikke rettidigt betaler gebyret for bekendtgørelse om ændringen, anses brugsmodelregistreringen for ophævet.