Borteblevneloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af borteblevneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om borteblevne

Lov nr. 397 af 17. juli 1946,
jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 04. august 2005,
som ændret ved lov nr. 737 af 25. juni 2014

Kapitel 6 Arvs afsætning
§ 25

Er der ikke vished for, at en arving har overlevet arveladeren, udlægges der ingen arv til ham. Arvingen har dog ret til i 10 år fra dødsfaldet – i boer behandlet ved bobestyrer alene 5 år fra dødsfaldet – at kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Såfremt arvingen er død i dette tidsrum, får den, som herefter er berettiget til arven, samme ret, som arvingen ville have haft.

Stk. 2 Bestemmelsen i § 104 i lov om skifte af dødsboer finder herved anvendelse.

Stk. 3 Er der opnået dødsformodningsdom eller afsagt dødsfaldskendelse over arvingen, anvendes fristen i § 17, hvis den udløber før fristen i stk. 1.

Stk. 4 Er der nogen sandsynlighed for, at en arving har overlevet arveladeren, kan skifteretten uanset regelen i stk. 1, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at den arv, som eventuelt kan tilfalde denne arving, foreløbig bestyres i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1, som tilhørende boet, medens dette i øvrigt sluttes. Når de fornødne undersøgelser er foretaget, dog senest 1 år efter arvens indsættelse i en forvaltningsafdeling, optager skifteretten spørgsmålet om udlodning af arven til endelig behandling.

§ 26

Har en arving overlevet arveladeren, udlægges der arv til ham, uanset at hans opholdssted ikke er kendt.

Stk. 2 Reglerne i kapitel 1 anvendes på denne arv.

§ 27

Dersom en arvings opholdssted vel kendes, men det ikke er muligt at udbetale arven til ham, behandles den efter reglerne i kapitel 1.