Børneloven § 24

Denne konsoliderede version af børneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 460 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 07. august 2019,
som ændret ved lov nr. 962 af 26. juni 2020

§ 24

Er faderskabet eller medmoderskabet til et barn registreret eller fastslået ved anerkendelse eller afgørelse, kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dødsbo, faderen eller hans dødsbo eller medmoderen eller hendes dødsbo inden 3 år efter barnets fødsel anmode om, at sagen genoptages, hvis der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.

Stk. 2 Ved afgørelser efter stk. 1 tillægges det navnlig betydning,

  • 1) hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel,

  • 2) om faderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvorvidt han er far til barnet, har anerkendt barnet ved at behandle det som sit,

  • 3) om medmoderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvorvidt hun er medmor til barnet, har anerkendt barnet ved at behandle det som sit,

  • 4) om moderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der er nævnt i nr. 2 og 3, har ladet faderen eller medmoderen behandle barnet som sit,

  • 5) om en part med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvem der er barnets far eller medmor, ikke inden rimelig tid har anmodet om genoptagelse, og

  • 6) om barnet kan forventes at ville få en far eller en medmor, hvis sagen genoptages.