Boligstøtteloven § 40

Denne konsoliderede version af boligstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om individuel boligstøtte

Lov nr. 376 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

§ 40

Ansøgning om boligsikring og boligydelse indgives til Udbetaling Danmark. Boligstøtte ydes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ansøgningens indgivelse. Ansøgning om beboerindskud, depositum, indskud el.lign. indgives til kommunalbestyrelsen, jf. § 40 a og kapitlerne 10-11.

Stk. 2 Når boligstøtte søges i forbindelse med indflytning i en bolig, kan Udbetaling Danmark, uanset om ansøgeren hidtil har modtaget støtte til en anden bolig, lade boligstøtten udbetale med virkning fra indflytningsdagen, når denne ikke ligger mere end 1 måned fra ansøgningens indgivelse.

Stk. 3 En boligstøttemodtager, som er berettiget til lån efter §§ 24 g eller 31, kan søge om hel eller delvis udbetaling af det beregnede lån. Ansøgning kan ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde kun ske med virkning fra den 1. januar i det følgende år.

Stk. 4 Får boligstøttemodtageren ikke udbetalt boligstøtte i 3 sammenhængende måneder som følge af indkomstændringer, som ikke skyldes ændring af husstandssammensætning, skal der ansøges om boligstøtte på ny efter stk. 1 for at opnå boligstøtte igen. Indgives boligstøtteansøgningen inden udgangen af den måned, der følger efter den tredje måned, hvor boligstøtte ikke er udbetalt efter 1. pkt., kan boligstøtten udbetales fra starten af denne måned.