Boligstøtteloven § 2a

Denne konsoliderede version af boligstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om individuel boligstøtte

Lov nr. 376 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

§ 2a

Ejere eller andelshavere i private andelsboligforeninger, der modtager førtidspension eller seniorpension, har efter ansøgning ret til boligstøtte efter denne lov. Det samme gælder personer, der modtager førtidspension eller seniorpension, og som har husstandsfællesskab med en lejer, en ejer eller en andelshaver i en privat andelsboligforening.

Stk. 2 Ejere eller andelshavere i private andelsboligforeninger, der er stærkt bevægelseshæmmede, og hvis bolig er egnet herfor, har efter ansøgning ret til boligstøtte efter denne lov. Det samme gælder personer, der er stærkt bevægelseshæmmede, der har husstandsfællesskab med en lejer, en ejer eller en andelshaver i en privat andelsboligforening, og som bor i en bolig, der er egnet for stærkt bevægelseshæmmede.

Stk. 3 Ejere eller andelshavere i private andelsboligforeninger, der modtager døgnhjælp efter § 96 i lov om social service, har efter ansøgning ret til boligstøtte efter denne lov. Det samme gælder personer, der modtager døgnhjælp efter § 96 i lov om social service, og som har husstandsfællesskab med en lejer, en ejer eller en andelshaver i en privat andelsboligforening.

Stk. 4 Ejere eller andelshavere i private andelsboligforeninger, der er fyldt 55 år og bor i et kollektivt bofællesskab, jf. kapitel 4 a, har efter ansøgning ret til boligstøtte efter denne lov.

Stk. 5 Andelshavere, der bor i kollektivt bofællesskab i en støttet privat andelsboligforening, jf. § 24 a, stk. 1, nr. 5, har efter ansøgning ret til boligstøtte efter denne lov.