Boafgiftsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af boafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dødsboer og gaver

Lov nr. 426 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 06. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 1795 af 28. december 2023

Kapitel 1 1 Det afgiftspligtige område og afgifternes størrelse
§ 1

Efter bestemmelserne i denne lov skal der betales en boafgift på 15 pct. til staten, jf. dog §§ 1 a og 1 b, af de værdier, som en afdød person efterlader sig.

Stk. 2 Der skal betales en tillægsboafgift på 25 pct. af den del af værdierne, som tilfalder andre end

  • a) afdødes afkom, stedbørn og disses afkom,

  • b) afdødes forældre,

  • c) afdødes barns eller stedbarns ikke fraseparerede ægtefælle, uanset om barnet eller stedbarnet lever eller er afgået ved døden,

  • d) personer, der har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet, og personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et barn sammen med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,

  • e) afdødes fraseparerede eller fraskilte ægtefælle,

  • f) plejebørn, der har haft bopæl hos afdøde i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos afdøde sammen med plejebarnet.

Stk. 3 Der skal endvidere betales en tillægsboafgift på 25 pct. af den del af værdierne, hvortil der er knyttet betingelser, som bevirker, at det ikke inden afgiftens betaling vides, om værdierne kan blive omfattet af tillægsboafgiften.

Stk. 4 Hvis afdøde ikke har efterladt sig afkom, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse på aktier og virksomheder, som tilfalder afdødes søskende og disses børn og børnebørn, hvorefter reglerne om tillægsboafgift ikke finder anvendelse, når betingelserne i § 1 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, er opfyldt. Foretager arvingen eller legataren inden udløbet af en periode på 3 år fra udlodningen direkte eller indirekte en hel eller delvis overdragelse af aktier eller virksomheder, der er omfattet af 1. pkt., skal der betales tillægsboafgift efter stk. 2 af denne del af arven, idet forhøjelsen af afgiften dog reduceres forholdsmæssigt til den andel af 3-årsperioden, som ikke er udløbet ved overdragelsen. Afgiftspligten efter 2. pkt. påhviler arvingen eller legataren. § 1 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 1a

I boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2016, 2017, 2018 eller 2019, betales boafgiften med den i stk. 4 anførte sats af værdien af aktier og virksomheder, der tilfalder en fysisk person, der opfylder betingelserne i dødsboskattelovens § 36, stk. 1, for succession i det overdragne, og som efter dødsboskattelovens § 37, stk. 1, 1. og 2. pkt., kan succedere med hensyn til værdier, der overstiger modtagerens andel i boet, og som ikke er omfattet af den personkreds, hvor der skal betales tillægsboafgift af arv. Hvis afdøde ikke har efterladt sig afkom, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på aktier og virksomheder, som tilfalder afdødes søskende og disses børn og børnebørn, hvorefter reglerne om tillægsboafgift ikke finder anvendelse.

Stk. 2 Følgende er en betingelse ved anvendelsen af stk. 1:

  • 1) Afdøde har ejet virksomheden det seneste år umiddelbart forud for dødsfaldet ved ejerskab af en personligt ejet virksomhed eller ved ejerskab af aktier i et selskab, der direkte eller indirekte har ejet virksomheden i den anførte periode.

  • 2) Afdøde eller dennes nærtstående har i mindst 1 år af afdødes ejertid deltaget aktivt i virksomheden enten ved i en personligt ejet virksomhed at have deltaget i driften af virksomheden i et ikke uvæsentligt omfang eller ved i en virksomhed i selskabsform at have deltaget i selskabets ledelse. Som afdødes nærtstående anses afdødes ægtefælle, søskende, søskendes afkom og den i § 22, stk. 1 og 2, anførte personkreds.

Stk. 3 Stk. 1 finder anvendelse, uanset at boet har valgt beskatning efter dødsboskattelovens § 28, stk. 3, at der ved udlodningen ikke konstateres en gevinst, at dødsboet er fritaget for at betale indkomstskat efter dødsboskattelovens § 6, stk. 1, 1. pkt., eller at udlodningen ikke opfylder dødsboskattelovens § 38.

Stk. 4 Boafgiften efter stk. 1 udgør 13 pct. i boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2016 eller 2017, 7 pct. i boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2018, og 6 pct. i boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2019.  1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for boer efter personer, for hvilke der afsiges dødsfaldskendelse eller dødsformodningsdom i de anførte år.

§ 1b

Foretager arvingen eller legataren inden udløbet af en periode på 3 år fra udlodningen direkte eller indirekte en hel eller delvis overdragelse af aktier eller virksomheder, der er omfattet af § 1 a, forhøjes boafgiften efter § 1 a, stk. 1, til 15 pct., idet forhøjelsen af afgiften dog reduceres forholdsmæssigt til den andel af 3-årsperioden, som ikke er udløbet ved overdragelsen. Afgiftspligten efter 1. pkt. påhviler arvingen eller legataren.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis overdragelsen sker som følge af arvingens eller legatarens død, livstruende sygdom eller ved gave til en erhverver omfattet af den i § 22, stk. 1, anførte personkreds. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse, hvis overdragelsen sker ved en skattefri virksomhedsomdannelse eller skattefri omstrukturering, hvis der ved virksomhedsomdannelsen eller omstruktureringen ikke sker vederlæggelse med andet end aktier i det modtagende selskab. I sådanne tilfælde finder betingelsen i 1. pkt. i restløbetiden anvendelse på de aktier, der er modtaget som vederlag. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse, hvis overdragelsen sker som følge af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Stk. 3 Har arvingen eller legataren hjemsted i et land, der ikke er omfattet af overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager, Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 eller OECD og Europarådets konvention om administrativ bistand i skattesager, er anvendelsen af § 1 a, stk. 1, indtil udløbet af den i stk. 1 anførte 3-årsperiode betinget af, at der over for told- og skatteforvaltningen stilles betryggende sikkerhed for en eventuel afgiftsforhøjelse efter stk. 1. Sikkerheden skal stå i passende forhold til det eventuelle forhøjelsesbeløb og kan stilles i form af aktier, obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked, bankgaranti eller anden betryggende sikkerhed efter skatteministerens bestemmelse. Har personen hjemsted i et land, der er omfattet af overenskomsten, direktivet eller konventionen nævnt i 1. pkt., og flytter personen efterfølgende til et land, der ikke er omfattet af nævnte overenskomst, direktiv eller konvention, forhøjes boafgiften efter stk. 1, medmindre der stilles betryggende sikkerhed, jf. 2. pkt. Har personen hjemsted i et land, der ikke er omfattet af overenskomsten, direktivet eller konventionen nævnt i 1. pkt., og flytter personen efterfølgende til et land, der er omfattet af nævnte overenskomst, direktiv eller konvention, frigives den stillede sikkerhed efter anmodning.

Stk. 4 Har overdragelsen af et aktiv omfattet af § 1 a, stk. 1, medført et skattemæssigt tab, der kan udnyttes af boet, modregnes den i 2. pkt. anførte procentsats af arvens værdi i skatteværdien af tabet ved opgørelsen af boets skattepligtige indkomst. Procentsatsen udgør 2 pct. i boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2016 eller 2017, 8 pct. i boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2018, og 9 pct. i boer vedrørende personer, der er afgået ved døden i 2019.

§ 2

Boer, der udlægges efter kapitel 12 i lov om skifte af dødsboer, er undtaget fra afgiftspligten.

§ 3

Undtaget fra afgiftspligten er endvidere

  • a) arv og forsikringer m.v., der tilfalder afdødes ikke fraseparerede ægtefælle, jf. dog § 14, stk. 2,

  • b) udbetalinger, der er helt eller delvist indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven, medmindre udbetalingen hidrører fra en ordning svarende til en dansk kapitalpensionsordning,

  • c) afgiftspligtige udbetalinger fra en pensionsordning som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6, eller § 29, stk. 1, til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle, der senest som led i skiftet af fællesboet ved separationen eller skilsmissen er indsat som uigenkaldeligt begunstiget,

  • d) forsikringer m.v., der udbetales fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, lovpligtige ulykkesforsikringer og arbejdsgiverbetalte ulykkesforsikringer i anledning af arbejdsulykker,

  • e) forsikringsbeløb eller den del deraf, som en begunstiget selv har betalt præmierne eller vederlaget for,

  • f) brugs- og indtægtsnydelser,

  • g) arv, legat og forsikring m.v., der tilfalder fonde, foreninger, stiftelser m.v. og religiøse samfund, der er godkendt efter § 3, stk. 2, til at modtage arv, legat og forsikring m.v. afgiftsfrit eller er godkendt i henhold til ligningslovens §§ 8 A eller 12,

  • h) arv og legat i form af aktier m.v., der tilfalder fonde, når overdragelsen er omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 35 C-35 F, og

  • i) arv som følge af udbetaling af kompensation efter ejendomsvurderingslovens §§ 74-76.

Stk. 2 Skatteministeren er bemyndiget til at bevilge afgiftsfritagelse for arv, legat og forsikring m.v., som ikke er omfattet af stk. 1, litra g, og som tilfalder offentlige institutioner, den danske folkekirke, valgmenigheder, religiøse samfund, foreninger, selskaber eller stiftelser med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål, jf. dog § 14, stk. 2. Boafgiftsbekendtgørelsen

Stk. 3 Udbetalinger m.v. fra stater, fonde, organisationer m.v. er undtaget fra boafgiftspligten, såfremt de er udbetalt som følge af nazistiske overgreb mod personer under Anden Verdenskrig.

§ 4

Boafgifterne beregnes af den godkendte arvebeholdning i en boopgørelse efter § 10, stk. 1 og 2, og af den godkendte formue i en anmeldelse efter § 10, stk. 3-7, efter fradrag af de i § 3 nævnte beløb.

§ 5

Giver en arving helt eller delvis afkald på falden arv, anses den, til fordel for hvem afkaldet er givet, for arving til den pågældende arv ved afgiftsberegningen.

Stk. 2 Arveafkald kan med den i stk. 1 nævnte afgiftsmæssige virkning gives til fordel for egne livsarvinger, boets øvrige arvinger eller den, der ifølge testamentet ville arve, hvis afkaldsgiver var død før arvelader. Afkaldet kan ikke i øvrigt gøres betinget.

Stk. 3 Er afkald givet mod vederlag, anses vederlaget som arv til afkaldsgiver.

Stk. 4 Afkald skal være meddelt over for skifteretten inden indlevering af den endelige boopgørelse, dog senest inden udlodning i et bo påbegyndes. Uanset 1. pkt. kan der dog være foretaget acontoudlodning til en længstlevende ægtefælle og udlodning til opfyldelse af legater, jf. § 14, 1. pkt., i lov om skifte af dødsboer. Afkald på erhvervelser, som ikke indgår i et bo, jf. § 10, stk. 3, 4, 6 og 7, skal være meddelt over for skifteretten senest samtidig med anmeldelsen.

§ 6

Boafgiften beregnes

  • a) i et bo af den del af den i § 4 nævnte arvebeholdning, der overstiger et bundfradrag med et grundbeløb på 264.100 kr. (2010-niveau),

  • b) i en anmeldelse efter § 10, stk. 3, af den værdi af samtlige faste ejendomme og tilbehør hertil samt formue tilknyttet faste driftssteder, der overstiger et bundfradrag med et grundbeløb på 264.100 kr. (2010-niveau), og

  • c) i en anmeldelse efter § 10, stk. 4-7, af den opgjorte formue.

Stk. 2 Efterlader afdøde sig både fuldstændigt særeje og delingsformue, og skiftes særejet før delingsformuen, fratrækkes det i stk. 1 nævnte bundfradrag i særboet. Er særboet mindre end bundfradraget, fratrækkes det resterende beløb i afdødes boslod, når fællesboet skiftes. Skiftes afdødes særeje og delingsformuen samtidig, fordeles fradragsbeløbet forholdsmæssigt mellem særboet og boslodden. Ved beregning af boafgift af aktier eller en virksomhed efter § 1 a fordeles bundfradraget forholdsmæssigt mellem henholdsvis den del af arvebeholdningen, hvoraf der skal betales boafgift efter § 1, stk. 1, og den del af arvebeholdningen, hvoraf der skal betales afgift efter § 1 a.

Stk. 3 Overstiger den afgiftspligtige arvebeholdning eller den afgiftspligtige formue i en anmeldelse efter § 10, stk. 3, hvoraf der efter det i stk. 1 og 2 nævnte fradrag skal beregnes boafgift, ikke 2.000 kr., beregnes ingen boafgift. Overstiger den afgiftspligtige arvebeholdning, hvoraf der skal betales tillægsboafgift, ikke 2.000 kr., beregnes ingen tillægsboafgift. Overstiger formuen i en anmeldelse efter § 10, stk. 4-7, hvoraf der skal betales boafgift og eventuelt tillægsboafgift, ikke 2.000 kr., beregnes ingen boafgifter.

Stk. 4 Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.

§ 7

Tillægsboafgiften beregnes af hele den del af den i § 4 nævnte arvebeholdning eller formue, som tilfalder andre end de i § 1, stk. 2, litra a-f, nævnte personer. Forinden fratrækkes den del af boafgiften, som forholdsmæssigt hviler på denne del af den afgiftspligtige arvebeholdning.