Boafgiftsbekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af boafgiftsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om boafgifter og gaveafgift m.v.

Bekendtgørelse nr. 928 af 04. oktober 2005

Kapitel 2 Afgiftspligtige erhvervelser uden om et bo
§ 6

Anmeldelser efter boafgiftslovens § 10, stk. 3-7, skal indeholde de relevante oplysninger til brug for afgiftsberegningen og afgiftsopkrævningen.

Stk. 2 En anmeldelse efter boafgiftslovens § 10, stk. 6, skal indgives til skifteretten i den retskreds, hvor den efterlevende ægtefælle bor, eller hvor boet behandles.

Stk. 3 En anmeldelse efter boafgiftslovens § 10, stk. 7, skal indgives til skifteretten i afdødes retskreds.

§ 7

Den afgiftspligtige værdi af forsikringer, pensioner m.v., der ikke indgår i et bo, opgøres efter stk. 2-6. For forsikringer, pensioner m.v., der omfattes af pensionsbeskatningslovens afsnit I, gælder stk. 2-4.

Stk. 2 Den afgiftspligtige værdi af forsikringer, pensioner m.v., der udbetales samlet, opgøres som det udbetalte beløb med fradrag af afgift efter pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6, eller § 29, stk. 1.

Stk. 3 Den afgiftspligtige værdi af forsikringer, pensioner m.v. med løbende eller ratevise udbetalinger, der ikke er skattepligtige, opgøres som det beløb, hvoraf der beregnes afgift efter pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1 eller stk. 2, med fradrag af den beregnede afgift efter de nævnte bestemmelser.

Stk. 4 Hvis der indtræder afgiftspligt af retten til pensioner og udbetalinger som nævnt i boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra b, fordi retten bevares efter de i bestemmelsen nævnte personers fyldte 24. år, udgør den afgiftspligtige værdi det beløb, hvoraf der beregnes afgift efter pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 2, med fradrag af den beregnede afgift efter den nævnte bestemmelse.

Stk. 5 Den afgiftspligtige værdi af forsikringer, pensioner m.v. omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II eller afsnit II A med helt eller delvise skattepligtige udbetalinger opgøres som 60 pct. af det beløb, som på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden kunne være udbetalt til den pågældende ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende.

Stk. 6 Den afgiftspligtige værdi af forsikringer, pensioner m.v., der ikke omfattes af stk. 2-5, opgøres som værdien på udbetalingstidspunktet, henholdsvis tidspunktet for første udbetaling efter afgiftspligtens indtræden. Ved værdien på tidspunktet for første udbetaling forstås det beløb, som på dette tidspunkt kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, eventuelt kapitalværdien af fripolice eller lignende.

§ 8

Boafgifter af forsikringer, pensioner m.v. indbetales til skifteretten i afdødes retskreds. Boafgifter efter boafgiftslovens § 8, stk. 3, indbetales til den retskreds, hvor den efterlevende ægtefælle bor, eller hvor boet behandles. Boafgifter efter boafgiftslovens § 8, stk. 4, indbetales til den retskreds, hvor boet behandles. Afgiften forfalder til betaling 4 uger efter, at boet har modtaget afgiftsopkrævningen med sidste rettidige betalingsdag 14 dage senere. Falder den sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.