Bilag 2

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Pensionsmæssige risici)

  • Bilag 2 (Investeringsområdet)

  • Bilag 3 (Operationelle risici)

  • Bilag 4 (It-sikkerhed)

  • Bilag 5 (Risikostyringssystemet og risikostyringsfunktionen og vurdering af egen risiko og solvenssituation)

  • Bilag 6 (Det interne kontrolsystem og compliancefunktionen i Arbejdsmarkedets Tillægspension)

  • Bilag 7 (Aktuarfunktionen i Arbejdsmarkedets Tillægspension)

  • Bilag 8 (Intern auditfunktionen i Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Investeringsområdet
Bilag 2

Anvendelsesområder og definitioner

1) Dette bilag vedrører

a) risici som følge af udviklingen i priser, kurser, m.v. på kredit-, rente-, valuta-, aktie- og råvaremarkederne, ejendomsmarkedet og alternative investeringer (markedsrisici),

b) risici på virksomheder eller grupper af virksomheder som følge af Arbejdsmarkedets Tillægspensions investeringer og placering af midler, såsom modpartsrisici og

c) risici som følge af en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt kategori af aktiver, et bestemt investeringsmarkeds eller en bestemt investering (koncentrationsrisici).

2) Ved markedsrisici indgår desuden relaterede risici, der er forbundet med afledte finansielle instrumenter, f.eks. volatilitetsrisici. Renterisici omfatter endvidere ændringer i en given rentekurve (rentestrukturrisici) og spændrisici.

3) Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have procedurer til at identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til risici som følge af ændringer i rentesatser, kurser, priser og øvrige mål og værdier på risikoområderne nævnt under nr. 1, inklusive Arbejdsmarkedets Tillægspensions ikke-handelsmæssige aktiviteter.

Bestyrelsens opgaver og ansvar

Politikken på investeringsområdet

4) Bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal vedtage en politik for investeringsmæssige risici, hvori Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil på området fastlægges under hensyntagen til princippet i § 26 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ved investering af aktiverne skal der tilstræbes en opretholdelse af aktivernes realværdi.

5) Politikken skal ud over de generelle krav indeholdt i § 4, stk. 1, som minimum indeholde relevante overordnede anvisninger om følgende forhold:

a) Hvilke risici, Arbejdsmarkedets Tillægspension henregner til investeringsområdet.

b) Det ønskede eller acceptable risikoniveau samlet for markedsrisici (herunder rente-, aktie-, valuta- , råvare-, og ejendomsrisici, samt risici fra alternative investeringer), kreditrisici og modpartsrisici og for de enkelte typer af risici.

c) Under hvilke omstændigheder, f.eks. krig, naturkatastrofer og uro på de finansielle markeder, direktøren skal sikre sig bestyrelsens stillingtagen til, om Arbejdsmarkedets Tillægspension skal fastholde de valgte risikoniveauer, samt proceduren herfor.

d) Principper for den organisatoriske ansvarsfordeling på investeringsområdet, herunder for risikotagning, risikostyring, værdiansættelse og opgørelse af risici, kontrol og rapportering.

e) Mål og sammenligningsgrundlag (eksempelvis i form af benchmarks) til brug for vurderingen af opnåede resultater.

f) Eventuelle særlige typer af risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension specifikt ikke ønsker at påtage sig, eksempelvis aktierisici hidrørende fra unoterede aktier og visse markeder, råvarerisici, risici fra spændforretninger eller risici hidrørende fra visse strukturerede produkter.

g) Likviditetsrisici på den samlede aktivportefølje under hensyntagen til anvisningerne i bilag 5.

h) Egen intern vurdering af modpartsrisiko, herunder hvis modparterne er centralregeringer.

i) Formålene med og strategien for anvendelsen af derivater eller ethvert andet finansielt instrument med tilsvarende egenskaber eller virkninger, måden hvorpå sådanne instrumenter fremmer effektiv forvaltning af porteføljen eller bidrager til at mindske risiciene, samt procedurer for vurdering af risikoen ved sådanne instrumenter og de principper for risikostyring, der skal anvendes i den forbindelse.

j) Hvor det er hensigtsmæssigt for at sikre effektiv risikostyring, interne kvantitative begrænsninger for aktiver og eksponering.

Bestyrelsens retningslinjer til direktøren på investeringsområdet

6) På investeringsområdet skal retningslinjerne opfylde de generelle krav fastsat i § 7 og i det omfang, det er relevant for Arbejdsmarkedets Tillægspension, angive

a) grænser for Arbejdsmarkedets Tillægspensions rente-, aktie-, valuta-, råvare-, ejendoms, modparts-, kredit- og koncentrationsrisici, samt risici ved investeringer i alternative aktiver, fastsat såvel for aktiver, der skal dække de pensionsmæssige hensættelser, som for øvrige aktiver,

b) hvorledes de enkelte risici opgøres, og hvorledes de enkelte instrumenter medregnes ved opgørelsen,

c) grænser for den samlede rentefølsomhed på aktiver og passiver,

d) grænser for særlige risici, der knytter sig til komplekse eller usædvanlige produkter, herunder risici ved strukturerede produkter, eller til Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter på investeringsområdet i øvrigt, som f.eks. volatilitetsrisici, rentestrukturrisici og spændrisici,

e) til hvilket formål værdipapirer, valutaer og afledte finansielle instrumenter må handles, f.eks. risikoafdækning eller aktiv risikotagning,

f) hvilke valutaer eller grupper af valutaer, der må handles eller tages positioner i, og til hvilke formål der må handles henholdsvis tages positioner,

g) hvilke typer af afledte finansielle instrumenter, der må handles og eventuelt tages positioner i,

h) hvilke øvrige typer af produkter, herunder strukturerede produkter, der må handles og eventuelt tages positioner i,

i) på hvilke markeder eller handelspladser, samt i hvilke lande eller grupper af lande der må handles, og

j) likviditetsrisici på enkeltaktiver og den samlede aktivportefølje under hensyntagen til anvisningerne i bilag 5.

Direktørens opgaver og ansvar

Risikoopgørelser og opgørelser af gevinst eller tab m.v.

7) Såfremt Arbejdsmarkedets Tillægspension selv beregner risici og gevinst eller tab ved samt værdier af afledte finansielle instrumenter og andre poster med markedsrisici, skal direktøren sikre, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har betryggende metoder hertil, herunder at det kan kontrolleres, at beregningen sker korrekt.

8) Såfremt Arbejdsmarkedets Tillægspension indhenter risikoopgørelser og opgørelser af gevinst eller tab samt værdier af afledte finansielle instrumenter og andre poster med markedsrisici fra eksterne parter, skal direktøren sikre sig, at de pågældende udfører opgaven på betryggende vis. Direktøren skal desuden sikre sig, at virksomheden løbende evaluerer, om de fra eksterne parter modtagne og anvendte kurser, parametre m.v. er korrekte, og dermed sikrer et retvisende billede af Arbejdsmarkedets Tillægspensions risici samt korrekt opgjorte regnskabsposter.

Forretningsgange på investeringsområdet

9) Forretningsgangene på investeringsområdet skal ud over de generelle krav indeholdt i § 13 omfatte

a) procedurer for indgåelse, kontrol, registrering, bogføring og afvikling af handler med værdipapirer, valuta, afledte finansielle instrumenter og eventuelle andre markedsrisikobehæftede aktiviteter,

b) fremgangsmåderne for den løbende opgørelse og overvågning af risici, gevinst eller tab og værdier,

c) procedurer for overholdelse af grænser for placering af midler og for risikotagning fastsat i lovgivningen og i interne retningslinjer, beføjelser m.v.,

d) udarbejdelse af ledelsesrapportering på investeringsområdet, og

e) procedurer for introduktion af forretningsmæssige aktiviteter i nye finansielle instrumenter og andre produkter med markedsrisici.

Konstatering af om risici ligger inden for beføjelser

10) Det skal være muligt for disponerende medarbejdere at konstatere, om de dispositioner, de har til hensigt at foretage, ligger inden for deres beføjelser. Tilsvarende gælder ved kollektive beføjelser, hvor flere medarbejdere kan disponere inden for en fælles beføjelse.

Kontroller på investeringsområdet

11) På investeringsområdet skal der etableres interne kontroller, der opfylder kravene i § 22, og som afhængigt af arten, omfanget og kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter på investeringsområdet omfatter kontrol af følgende:

a) Om beføjelser overholdes, idet overholdelse af samtlige grænser for samtlige personer, der har beføjelser, skal kontrolleres. Det skal herunder kunne konstateres, om beføjelser overholdes i løbet af dagen. Intra-dag-kontrol skal, som minimum foretages på stikprøvebasis, idet stikprøvens størrelse og hyppighed skal afspejle aktivitetsomfanget.

b) Om retningslinjernes grænser for placering af midler og begrænsninger for risici på enkelte virksomheder eller grupper af virksomheder overholdes.

c) Om opgørelse af og rapportering om positioner og risici sker korrekt.

d) Om handler indgås til korrekte kurser og priser.

e) Om gevinst eller tab på markedsrisikobehæftede dispositioner opgøres korrekt.

f) Afstemning af beholdninger af værdipapirer, finansielle instrumenter og konti.

g) Om modtagne og anvendte kurser, parametre m.v. fra eksterne parter er korrekte og dermed sikrer et retvisende billede af Arbejdsmarkedets Tillægspensions risici.

12) Det skal, jf. § 22, stk. 3, overvåges, om handel, registrering, bogføring og afvikling af handler sker i henhold til forretningsgangene herfor, ligesom der skal ske afstemning af Arbejdsmarkedets Tillægspensions beholdninger af værdipapirer, finansielle instrumenter og konti.