Bilag 10

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (INDHOLDSFORTEGNELSE)

  • Bilag 2 (0. INDLEDNING)

  • Bilag 3 (1. KNALLERTENS INDRETNING, UDSTYR OG DOKUMENTER)

  • Bilag 4 (2. MANØVRER PÅ LUKKET ØVELSESPLADS)

  • Bilag 5 (3. KØRETØJERS MANØVREEGENSKABER)

  • Bilag 6 (4. TRAFIKANTADFÆRD)

  • Bilag 7 (5. VEJFORHOLD)

  • Bilag 8 (6. GRUNDREGLER FOR KØRSEL PÅ STOR KNALLERT)

  • Bilag 9 (7. MANØVRER PÅ VEJ)

  • Bilag 10 (8. Særlige risikoforhold i trafikken)

  • Bilag 11 (9. MANØVRER PÅ KØRETEKNISK ANLÆG)

  • Bilag 12 (10. FORBEREDELSE TIL KØREPRØVE)

8. Særlige risikoforhold i trafikken
Bilag 10

Formålet med undervisningen er at give eleven en sådan viden om nogle særlige risikoforhold vedrørende kørsel på stor knallert, at det hjælper eleven til at blive fortrolig med sin egen formåen og til at udvikle en færdselssikker holdning og adfærd.

Undervisningen har endvidere til formål at give eleven en sådan forståelse af de særlige risikoforhold ved hastighed, alkohol, bevidsthedspåvirkende stoffer (narkotika og visse typer medicin) samt manglende brug af styrthjelm, at det hjælper eleven til at lære at forudse mulige fejl eller tankeløsheder i færdslen og i tide at reagere hensigtsmæssigt over for dem.

8.1 Særlige risikoforhold

Hovedmål

Eleven skal lære, at hastighed, alkohol, narkotika, trafikfarlig medicin og manglende brug af styrthjelm er væsentlige risikofaktorer. Eleven skal have forståelse for den risikoforøgelse, der indtræder, når flere af disse faktorer optræder samtidigt.

Eleven skal opnå tilstrækkelig indsigt og handlemuligheder til at undgå at bringe sig selv og andre i kritiske situationer pga. hastighed, alkohol, narkotika og trafikfarlig medicin.

Eleven skal opnå indsigt i de sociale relationer og psykologiske faktorer i form af normer og gruppepres, som medvirker til at skabe kritiske situationer. Ulykker kan undgås ved at fokusere på de sociale og psykologiske faktorer, som påvirker unges risiko.

Delmål

8.1.1 Alkohol som ulykkes- og skadesfaktor

Eleven skal have kendskab til følgende forhold:

1) Ca. hver fjerde fører af stor knallert, som er impliceret i uheld med dræbte eller alvorligt tilskadekomne, er spirituspåvirket.

2) Ca. hver tredje fører af stor knallert, der blev dræbt i trafikken, var påvirket af alkohol.

3) Problemet med spirituskørsel er større i weekenden end på hverdage.

4) Kørsel med alkohol i blodet forøger risikoen for ulykker væsentligt.

5) Risikoen ved kørsel på knallert med alkohol i blodet forøges, fordi førere af knallerter skal bruge deres egen fysik til at holde knallerten oprejst. Endvidere er bremsning og manøvrering vanskeligere end i en bil.

6) Promillens størrelse har indflydelse på mennesket således:

a) Ved en promille på 0,2 forringes øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke.

b) Ved en promille på 0,5 forringes evnen til at opfatte situationer og samtidig udføre præcise bevægelser. Herudover indsnævres synsfeltet.

c) Ved en promille på 0,8 nedsættes koordinationsevnen, og der opstår øget reaktionstid.

d) Ved en promille på 1,0 svækkes opmærksomheden og koncentrationsevnen, og der opstår begyndende træthedssymptomer samt nedsat balance- og bevægelsesevne.

e) Ved en promille på 1,5 opstår udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær.

f) Ved en promille på 2,0 er der udtalte forgiftningssymptomer, og selvkontrollen er helt væk.

g) Ved promiller over 3,0 er der risiko for bevidstløshed og livsfare.

7) Promillen vil være stigende 30-90 minutter efter, at man har drukket den sidste genstand.

8) Forbrændingen går først rigtig i gang cirka tre kvarter efter, at man er startet med at drikke alkohol.

9) Kroppens evne til at nedbryde alkohol er meget individuel. Forbrændingen afhænger først og fremmest af personens vægt og køn, men også bl.a. af mavesækkens indhold, leverens forbrændingsevne, muskelmasse, osv. Som grundregel er en person på 70 kilo 1½ time om at forbrænde en genstand.

10) En genstand er 12 gram (1,5 cl.) ren alkohol. Det svarer til ca.:

a) 1 pilsner (33 cl.)

b) 1 glas vin (12 cl.)

c) 1 glas hedvin (8 cl.)

d) 1 glas spiritus (4 cl.)

11) En promille på 0,5-0,8 øger ulykkesrisikoen med op til 10 gange.

12) En promille på 0,8-1,2 øger ulykkesrisikoen med op til 30 gange.

13) En promille på over 1,2 øger ulykkesrisikoen med op til 200 gange.

14) Politiet har effektive redskaber, der kan afsløre alkoholindtagelse.

Eleven skal kunne angive indholdet af følgende forhold:

15) 18-19-årige har den højeste ulykkesrisiko med alkohol i blodet i forhold til andre aldersgrupper.

16) Risikoen for en ulykke øges ved træthed fx på ture til og fra fest.

17) Det er meget vanskeligt at vurdere forbrænding af alkohol og vide, hvornår man kan køre efter alkoholindtagelse.

18) Har man drukket en del aftenen før, kan promillen stadig være for høj til at køre næste dag.

19) Man kan ikke øge forbrændingen af alkohol. Hverken ved fysisk aktivitet, søvn, kaffe eller på anden måde.

20) Det er strafbart at køre med en promille på over 0,5 i blodet eller over 0,25 mg pr. liter udåndingsluft (spirituskørsel).

21) Hvis man vil drikke, skal man lade knallerten stå. Man skal ikke lade sig presse af andre til at køre spirituskørsel.

22) Man bør gribe ind over for andres spirituskørsel.

23) Førstegangserhververe af kørekort – indehaveren af kørekort til enten stor knallert, motorcykel eller bil, der endnu ikke har haft kørekortet i 3 år - får et kørselsforbud ved promiller på 0,51- 1,2 (svarende til 0,25 - 0,60 mg pr. liter luft).

24) Ved en promille på over 1,2 (svarende til mere end 0,60 mg pr. liter luft) får man frakendt kørekortet ubetinget.

8.1.2 Narkotika og trafikfarlig medicin som ulykkes- og skadesfaktor

Eleven skal have kendskab til følgende forhold:

1) Narkotiske stoffer og trafikfarlig medicin i blodet forøger risikoen for ulykker væsentligt.

2) Narkotiske stoffer og trafikfarlig medicin virker på forskellige måder. Nogle stoffer virker sløvende, andre virker stimulerende og nogle giver hallucinationer.

3) Hvis man indtager forskellige narkotiske stoffer og/eller trafikfarlig medicin eller blander narkotiske stoffer og/eller trafikfarlig medicin med alkohol, kan virkningen på personen være uforudsigelig, men ulykkesrisikoen vil under alle omstændigheder være stærkt forøget.

4) Forskellige typer narkotiske stoffer og trafikfarlig medicin har følgende indvirkning på personen og færdselssikkerheden:

a) Stimulerende stoffer øger aktivitetsniveauet. Man mærker ikke træthed og har en øget risikoadfærd, således at man fx tager chancer og laver fejlvurderinger med en øget risiko for trafikuheld til følge. De hyppigst forekommende stimulerende stoffer i trafikken er:

i) Amfetamin (speed).

ii) Kokain.

iii) Ecstasy og en række syntetisk fremstillede rusmidler, såkaldte designerdrugs. Nogle af disse kan også medføre hallucinationer.

b) Sløvende stoffer medfører nedsat opmærksomhed og nedsat koordinationsevne og reaktionshastighed, hvilket medfører øget risiko for trafikuheld. De hyppigst forekommende sløvende stoffer i trafikken er:

i) Stærk smertestillende medicin.

ii) Sove- og nervemedicin (benzodiazepiner som fx stesolid).

iii) Cannabis (hash, marihuana, pot).

iv) Heroin, morfin, metadon (opioider).

v) GHB (fantasy).

c) Stoffer, der giver hallucinationer, medfører en forvrænget virkelighedsopfattelse, hvilket øger risikoen for trafikuheld. Eksempler på stoffer, der giver hallucinationer, er:

i) LSD.

ii) Visse designer drugs

iii) Visse svampe og kaktus

Eleven skal kunne angive indholdet af følgende forhold:

5) Der er nulgrænse for bevidsthedspåvirkende stoffer i trafikken.

6) Kører man med bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet, får man frakendt førerretten ubetinget i 3 år.

7) Man bør forhindre andre i at køre, hvis de er påvirket af narkotika og/eller trafikfarlig medicin.

8) Man skal ikke lade sig presse af andre til at køre under påvirkning af narkotika- og/eller trafikfarlig medicin.

8.1.3 Hastighed som ulykkes- og skadesfaktor

Eleven skal have kendskab til følgende forhold:

1) For høj hastighed er en medvirkende faktor til ca. 1/3 af alle ulykker med stor knallert.

2) Bremselængden øges fire gange, når man fordobler hastigheden.

3) De alvorligste ulykker, hvor hastighed er en væsentlig ulykkes- og skadesfaktor, sker i landområder.

Eleven skal kunne angive indholdet af følgende forhold:

4) Hastighed er en væsentlig ulykkes- og skadesfaktor i trafikulykker med personskade.

5) Hastigheden er ofte helt afgørende for alvorligheden af en ulykke, som udløses af egne eller andre trafikanters fejl.

6) Man skal altid overholde hastighedsgrænserne.

7) Kører man for hurtigt, øges risikoen for at andre trafikanter fejlvurderer afstanden eller helt overser knallerten.

8) Ved kørsel med særligt høje hastigheder frakendes førerretten ubetinget.

9) Overskridelse af hastighedsgrænserne med mere end 30 % giver 1 klip i kørekortet.

10) Førstegangserhververe får kørselsforbud ved en hastighedsoverskridelse på mere end 60 %. For andre end førstegangserhververe vil en tilsvarende overskridelse give en betinget frakendelse af førerretten.

Eleven skal have kendskab til følgende forhold:

11) Man kan næsten undgå alle typiske ulykker, hvor hastigheden er afgørende for ulykkes- og skadesrisiko, ved at følge disse råd:

a) Overhold hastighedsgrænserne.

b) Sæt hastigheden ned, hvis forholdene ikke tillader at køre med den højst tilladte hastighed.

c) Lad dig aldrig presse af andre til at overtræde hastighedsgrænsen.

8.1.4 Manglende brug af styrthjelm som skadesfaktor

Eleven skal have kendskab til følgende forhold:

1) En fører af en knallert sidder helt ubeskyttet på sit køretøj og er derfor meget udsat for alvorlig personskade i forbindelse med uheld.

2) En korrekt anvendt og godkendt styrthjelm reducerer risikoen for alvorlig hovedskade i forbindelse med færdselsuheld.

Eleven skal kunne angive indholdet af følgende forhold:

Det er ulovligt at køre på stor knallert uden korrekt fastspændt og godkendt styrthjelm.