Biblioteksafgiftsloven § 2

Denne konsoliderede version af biblioteksafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

lov om biblioteksafgift

Lov nr. 354 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1175 af 17. december 2002,
som ændret ved lov nr. 676 af 08. juni 2017

§ 2

Berettigede til at modtage afgift efter denne lov er

  • 1) forfattere, hvis trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger er udgivet på dansk, medmindre der er tale om en oversættelse eller en gendigtning, genfortælling eller bearbejdelse fra fremmedsprog,

  • 2) oversættere samt personer, der foretager gendigtning, genfortælling eller bearbejdelse af fremmedsprogede trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger til dansk,

  • 3) illustratorer, billedkunstnere, fotografer og komponister, hvis frembringelser indgår i de i nr. 1 nævnte trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger eller selvstændigt er udgivet i bogform i Danmark,

  • 4) illustratorer, som over for Slots- og Kulturstyrelsen dokumenterer, at deres frembringelser særligt er udført til oversættelser, gendigtninger, genfortællinger eller bearbejdelser af fremmedsprogede værker til dansk, og

  • 5) andre bidragydere til de i nr. 1 og 3 nævnte trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger, såfremt det over for Slots- og Kulturstyrelsen dokumenteres, at der er tale om væsentlige bidrag til en titel. Dog udbetales der ikke afgift for bidrag, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold, som omfatter redaktionelt arbejde.

Stk. 2 Der ydes kun afgift efter stk. 1, nr. 5, for bidrag, der er godkendt som væsentlige bidrag til en titel inden udgangen af 2002.

Stk. 3 Berettigede efter stk. 1, nr. 2, modtager kun en tredjedel afgift. Berettigede efter stk. 1, nr. 5, modtager kun to tredjedele afgift.