Bekendtgørelse om visse regler i pensionsafkastbeskatningsloven Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1138 af 24. maj 2016,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 522 af 24. maj 2016

Kapitel 3 Videregivelse af oplysninger m.v. ved overførsel af ordninger mellem forsikringsselskaber m.v.
§ 4

Overføres en ordning efter pensionsbeskatningslovens § 41 til et forsikringsselskab m.v., der udbyder pensionsordninger omfattet af pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 1, skal det modtagende forsikringsselskab m.v. oplyse det afgivende forsikringsselskab m.v. om, hvilken opgørelsesmetode det anvender til opgørelse af pensionsopsparernes skattepligtige afkast med henblik på at afgøre, om det afgivende forsikringsselskab m.v. skal lave en opgørelse af beskatningsgrundlaget, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 23, stk. 4, 3. pkt., på tidspunktet for overgang til ny opgørelsesmetode. Det afgivende forsikringsselskab m.v. videregiver samtidig med overførslen sådanne oplysninger om ordningen, at det modtagende forsikringsselskab m.v. kan indgive opgørelser efter pensionsafkastbeskatningslovens §§ 21-23 a. SKAT kan kræve, at oplysningerne videregives på et skema, der er udarbejdet af forvaltningen. Skemaet kan udfyldes og videregives digitalt.

Stk. 2 Udloddes en ordning efter pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2 og 3, foretager forsikringsselskabet m.v. en opdeling i forhold til den aftalte udlodning, da den udloddede del betragtes som oprindeligt oprettet af ægtefællen. SKAT kan kræve, at oplysningerne videregives på et skema, der er udarbejdet af forvaltningen. Skemaet kan udfyldes og videregives digitalt.

§ 5

Det forsikringsselskab m.v., der efter lovens §§ 21-23 a skal indgive opgørelse, skal tillige indbetale skat med eventuelle renter. Ændres et skattebeløb, kan yderligere skat efter lovens §§ 3, 4 og 4 a med renter efter loven kræves indbetalt af det forsikringsselskab m.v., hvori ordningen befinder sig på det tidspunkt, hvor betalingen skal ske. Tilbagebetaling af overskydende skattebeløb efter lovens §§ 3, 4 og 4 a med renter kan ske til det forsikringsselskab m.v., der har indsendt opgørelsen.

Stk. 2 Er skat ikke betalt rettidigt af det afgivende forsikringsselskab m.v., skal det modtagende forsikringsselskab m.v. efter påkrav fra SKAT betale skat med renter.