Kapitel 2 Grundlaget for vielse
Vielse foretages på grundlag af en af de i § 13, stk. 1 eller 3, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning nævnte prøvelsesmyndigheders attest om, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt (prøvelsesattest), jf. dog stk. 2 og 3. En prøvelsesattest har gyldighed i fire måneder efter udstedelsen, medmindre det fremgår af attesten, at den har en kortere gyldighedsperiode. Attesten skal inden vielsen forelægges den for vielsen ansvarlige præst, jf. § 4.
Stk. 2 I stedet for en dansk prøvelsesattest kan forevises en attest fra finske, islandske, norske eller svenske myndigheder om, at der ikke foreligger hindringer for ægteskabets indgåelse. Dette gælder, uanset om parterne er statsborgere i et af de nordiske lande. Attesten skal være udstedt inden for de sidste fire måneder.
Stk. 3 Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted, kan vielse dog foretages, selvom der ikke er eller kun delvist er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne, jf. § 19, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Dette skal så vidt muligt godtgøres ved lægeerklæring. Præsten skal i det omfang, det efter forholdene må anses for forsvarligt, foretage prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter kapitel 1 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Parterne skal skriftligt eller mundtligt erklære, at ægteskabsbetingelserne i §§ 6, 8 a og 9 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning er opfyldt. Umiddelbart efter vielsen skal præsten indberette til den myndighed, som efter § 13, stk. 1 eller stk. 3, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning er prøvelsesmyndighed, at der er foretaget en nødvielse og indsende eventuel lægeerklæring, ægteskabserklæring m.v.
Stk. 4 Vielse må aldrig foretages, såfremt det er præsten bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt.
Stk. 5 En præst har kun pligt til at foretage en vielse, hvis begge parter hører til folkekirken, og en af dem er medlem af præstens menighed eller har særlig tilknytning, jf. § 7 i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Præsten kan dog nægte at vie en fraskilt. Mener præsten i øvrigt af religiøse grunde ikke at kunne eller burde foretage en vielse, skal præsten forelægge biskoppen sagen. Biskoppen afgør, om præsten bør fritages for at foretage vielsen.
Stk. 6 Medlemmer af Finlands evangelisk-lutherske kirke, den islandske folkekirke, Den Norske Kirke og den svenske kirke er ligestillet med medlemmer af den danske folkekirke med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.
Stk. 2 En vielse kan foregå på sygelejet, hvis en af parterne på grund af livsfarlig sygdom anmoder om at blive viet på sit sygeleje, jf. § 2, stk. 3. Præsten skal umiddelbart efter vielsen afgive indberetning om denne til biskoppen, så vidt muligt vedlagt lægeerklæring.
Stk. 3 Vielse kan foretages et andet egnet sted end i kirken, såfremt parterne og præsten er enige derom.
Stk. 4 Biskoppen kan meddele stående tilladelse til, at vielse foretages i et til gudstjenstlig brug godkendt lokale.
Stk. 5 Vielsen, der skal foregå i overværelse af mindst to vidner, foretages i overensstemmelse med et af de autoriserede ritualer for vielse i folkekirken. Biskoppen kan tillade mindre afvigelser fra ritualerne for vielse (bryllup).
Stk. 6 Om vielsen udstedes en attest.
Følgende præster kan foretage vielse på eget ansvar:
-
1) Sognepræster i folkekirken, herunder præster ansat til at betjene institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsråd.
-
2) Valgmenighedspræster.
Stk. 2 Præster, der kan foretage vielse på eget ansvar, kan bemyndige en i folkekirken præsteviet person til på deres ansvar at foretage en vielse, forudsat at den pågældende ikke er udtrådt af folkekirken eller er afskediget af grunde, der gør den pågældende uværdig til at beklæde et præsteembede.