Bekendtgørelse om videregivelse af data fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) og øvrige ejendomsdata (OIS-Bekendtgørelsen) Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 195 af 07. marts 2008,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2 af 04. januar 2010

Kapitel 2 Primær brugeradgang til BBR
§ 8

Kommunalbestyrelsen er primærbruger af BBR-systemet, jf. bekendtgørelse om finansiering af bygnings- og boligregistret og bemyndigelse til Kommune Holding A/S, og har dermed adgang til enkelt- eller masseopslag i BBR-data for hele landet i for­bindelse med løsningen af egne offentlige forvaltningsopga­ver.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan offentliggøre BBR-data for eget geografisk om­råde på egne hjemmesider til brug for enkeltopslag.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen må benytte BBR-data for eget geografisk område med henblik på løsningen af specifikke opgaver, herunder til brug for underleverandører. Disse data må ikke videregives, men kan offentliggøres til sagens parter som en del af sagens behandling.

§ 9

Med henblik på løsning af of­fentlige forvaltningsopgaver kan Erhvervs- og Byggestyrelsen tildele øvrige primære brugere, herunder andre offentlige myndigheder, adgang til data i hele eller dele af BBR-systemet, jf. bekendtgørelse om finansiering af bygnings- og boligregistret og bemyndigelse til Kommune Holding A/S. Disse data må ikke videregives, men kan offentliggøres til sagens parter som en del af sagens behandling fx i form af en vurderingsmeddel­else.

Stk. 2 Adgangen til aktuelle BBR-data sker ved enkelt­opslag i eller udtræk fra en browserløsning, jf. dog § 3.