Bekendtgørelse om vejafmærkning § 42

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om vejafmærkning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 425 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1501 af 06. december 2023

K. Bekræftelses- og afstandstavler samt turistoplysningstavler på motorvej
§ 42

Bekræftelses- og afstandstavler på motorvej har farve som angivet i § 39, stk. 1. Turistoplysningstavler har farve som angivet i § 39, stk. 3.

Stk. 2 Bekræftelses- og afstandstavler anvendes til at orientere trafikanterne om mål og afstande på motorvejen.

Stk. 3 Turistoplysningstavler anvendes til at oplyse trafikanterne på motorvejen om en nærliggende udpeget seværdighed eller attraktion.

 
zz
K 11 Bekræftelsestavle
 
Tavlen opsættes ved siden af kørebanen efter tilkørsel til motorvejen og tjener som bekræftelse af motorvejens rutenummer og fjernmål samt afstand til disse.
 
Endvidere angives på en deltavle nummer og navn på første frakørsel til det øvrige vejnet og afstand til denne. Hvis næste frakørsel er et motorvejskryds, angives i stedet symbol og navn for motorvejskrydset.
 
 
zz
K 12 Afstandstavle
 
Tavlen opsættes ved siden af kørebanen, hvor der skønnes at være særligt behov for at informere trafikanterne om afstande til lokaliteter.
 
Øverst på tavlen angives rutenummer for den motorvej, tavlen er opstillet ved, og derunder angives lokaliteter, der nås ved kørsel ad motorvejen, og afstanden til disse.
 
 
zz
K 30 Turistoplysningstavle
 
Tavlen opsættes ved siden af kørebanen, hvor trafikanterne fra den efterfølgende frakørsel kan nå frem til en nærliggende udpeget seværdighed eller attraktion.
 
Øverst på tavlen vises en illustration, der kendetegner den udpegede seværdighed eller attraktion, og derunder angives seværdighedens eller attraktionens navn.
 
På undertavle suppleres med teksten ”Distance” samt kilometerangivelse til beliggenheden for seværdigheden eller attraktionen, når seværdigheden eller attraktionen er beliggende mere end 15 kilometer fra motorvejen.
 
På undertavle til tavle om Unesco verdensarvsmonumenter vises logo og teksten »UNESCO«.