Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 470 af 26. april 2019

Kapitel 4 Sager om tilladelse til bortledning m.v. af grundvand
§ 22

Sager om tilladelse til bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandstanden i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder m.v. efter lovens § 26 afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor arbejdet udføres.

§ 23

En ansøgning om tilladelse til bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. efter lovens § 26 skal så vidt muligt indeholde oplysning om grundvandsforholdene på stedet.

Stk. 2 Ansøgningen skal endvidere indeholde:

  • 1) en nærmere beskrivelse af det arbejde, der indvirker på grundvandet,

  • 2) en nærmere beskrivelse af den bortledte vandmængdes anslåede størrelse pr. år og pr. time,

  • 3) en nærmere beskrivelse af vandets kvalitet og den planlagte bortledningsmåde, og

  • 4) oplysning om den virkning, som bortledningen antages at medføre for grundvandet, den skade, som dette ventes at medføre på andre ejendomme, og muligheden for at afhjælpe en sådan skade.

§ 24

Med hensyn til sagens behandling finder §§ 7-9, §§ 11 og 12 og § 15, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. I sager, hvor bortledningen m.v. antages at udgøre mere end 6.000 m3 årligt, finder endvidere § 10, stk. 1-3, tilsvarende anvendelse.

§ 25

En tilladelse til en bortledning m.v. efter § 23 skal indeholde følgende:

  • 1) En beskrivelse af det pågældende arbejde og dets formodede indvirkning på grundvandsstanden.

  • 2) Fastsættelse af den vandmængde, som tillades bortledt.

  • 3) Fastsættelse af den tilladelige sænkning af grundvandsstanden eller den højest tilladelige bortledning pr. time.

  • 4) Fastsættelse af eventuelle særlige vilkår for tilladelsen, herunder vilkår om en nærmere angiven afhjælpning af skade på anden ejendom.

  • 5) Fremhævelse af, at tilladelsen kan tilbagekaldes eller ændres uden erstatning, hvis de forudsætninger, som lå til grund for afgørelsen, viser sig urigtige eller ændres væsentligt, jf. lovens § 26, stk. 3.