Bekendtgørelse om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022

§ 6

Ansøgning om visum kan, når Danmark efter reglerne i visumkodeksen er den kompetente stat, indgives til viseringsberettigede danske diplomatiske eller konsulære repræsentationer.

Stk. 2 Ansøgning om visum efter stk. 1 kan endvidere indgives til et andet Schengenlands diplomatiske eller konsulære repræsentationer i udlandet, som efter udlændingelovens § 47, stk. 3, 2. og 3. pkt., er bemyndiget til at behandle ansøgninger om visum på Danmarks vegne. I det omfang visumsagen behandles af et andet Schengenlands repræsentation, finder reglerne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse.

Stk. 3 Ansøgning om visum efter stk. 1 kan desuden indgives gennem en privat virksomhed eller organisation, som har indgået aftale med en dansk repræsentation eller Udenrigsministeriet om varetagelse af visse administrative opgaver på visumområdet. En privat virksomhed eller organisation kan modtage og oprette ansøgninger om visum samt varetage opgaver i forbindelse med optagelse af fingeraftryk, men kan ikke træffe afgørelse om en visumansøgning.

Stk. 4 I lande, hvor Danmark har etableret rejsebureauordninger og turistordninger, jf. bilag 1, kan ansøgning om visum efter stk. 1 herudover indgives gennem et rejsebureau, der er akkrediteret til en sådan ordning. Et akkrediteret rejsebureau kan alene tage imod ansøgninger om visum med henblik på videreformidling til en dansk repræsentation.

Stk. 5 I de særlige tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen kan udstede visum ved grænsen efter § 21, indgives ansøgning til Udlændingestyrelsen. Ansøgning kan dog indgives til politiet, hvis Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom.