Bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge § 41

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1261 af 30. oktober 2023

Tidsbegrænsningen for retten til supplerende dagpenge
§ 41

Når et medlem inden for de sidste 104 uger har arbejdet på nedsat tid eller drevet selvstændig virksomhed i 30 uger i måneder, hvor der er udbetalt supplerende dagpenge efter § 40 udløber retten til supplerende dagpenge.

Stk. 2 I tidsbegrænsningen efter stk. 1 indgår uger, hvor et fuldtidsforsikret medlem har haft arbejde på mindre end 37 timer og et deltidsforsikret medlem har haft arbejde på mindre end 30 timer.

Stk. 3 I tidsbegrænsningen efter stk. 1 indgår uger, hvor et medlem driver selvstændig virksomhed efter reglerne i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, uanset om der har været fradrag i dagpengene for den selvstændige virksomhed. Alle uger i den måned, et medlem starter en ny virksomhed op, indgår i tidsbegrænsningen.

Stk. 4 I tidsbegrænsningen efter stk. 1 indgår alle uger, hvor et medlem arbejder i turnus eller efter vagtplan og hvor medlemmet har fået udbetalt dagpenge.

Stk. 5 Uger, hvor der er foretaget fradrag for arbejde og indtægt, jf. kapitel 3, og belagt med tekniske belægninger efter kapitel 5 for mindst 37 timer for fuldtidsforsikrede eller 30 timer for deltidsforsikrede, indgår dog ikke i tidsbegrænsningen, jf. stk. 2-4.

Stk. 6 Følgende uger indgår ikke i tidsbegrænsningen efter stk. 1, jf. dog stk. 2-4:

  • 1) Uger, hvor et medlem arbejder på nedsat tid som følge af arbejdsfordeling eller hjemsendelse.

  • 2) Uger, hvor et medlem arbejder på nedsat tid som brandmand.

  • 3) Uger, hvor et medlem har fradrag for timer, der er brugt på fritidsbeskæftigelse.

  • 4) Uger, hvor et medlem har fradrag for timer, der bruges på at afvikle en virksomhed.