Bekendtgørelse om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1307 af 07. september 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2435 af 10. december 2021 og bekendtgørelse nr. 92 af 14. januar 2022

Kapitel 7 Særligt højskoleophold
§ 34

Kommunalbestyrelsen kan som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet give en jobparat udlænding over 18 år, men under 30 år, tilbud om et særligt højskoleophold efter integrationslovens § 24, hvis tilbuddet efter en konkret vurdering må antages at kunne forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder, jf. integrationslovens § 23, stk. 2.

Stk. 2 Det er en betingelse for at give tilbuddet, at udlændingen forinden har gennemført et første virksomhedsrettet tilbud, jf. integrationslovens § 16, stk. 7, medmindre et særligt højskoleophold konkret vurderes at være mere egnet til at forbedre udlændingens muligheder for at komme i beskæftigelse eller ordinær uddannelse end de virksomhedsrettede tilbud, som kommunen kan tilbyde, jf. integrationslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3 I det særlige højskoleophold skal indgå sprogundervisning og et særligt tilrettelagt erhvervsrettet forløb. Det erhvervsrettede forløb tilrettelægges inden for rammerne af højskoleloven og skal sammen med sprogundervisningen udgøre mindst en tredjedel af den samlede undervisning, der tilbydes inden for rammerne af højskoleloven, jf. integrationslovens § 24, stk. 2.

Stk. 4 Det særlige højskoleophold kan ud over sprogundervisning og et særligt erhvervsrettet forløb efter stk. 2 omfatte enten et tilbud om erhvervspraktik eller et tilbud om erhvervsrettet undervisning på en erhvervsskole eller et AMU-center.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til dækning af udlændingens egenbetaling i forbindelse med et særligt højskoleophold af en varighed på ikke over 26 uger, hvis udlændingen eller dennes ægtefælle ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften.