Bekendtgørelse om tilskudspulje til restriktionsramte caféer, restauranter og barer mv. som følge af COVID-19 § 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1556 af 26. oktober 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 344 af 01. marts 2021

§ 3

Virksomheder, der er autoriseret og registreret som fødevarevirksomhed, og som er ramt af en restriktion om begrænsning i åbningstid fra og med den 19. september 2020, kan ansøge om et engangstilskud på maksimalt 25.000 kr. pr. serveringssted under følgende betingelser:

  • 1) at tilskuddet anvendes inden den 30. april 2021 til at skabe øget aktivitet eller omstilling med henblik på at det kommer virksomhedens kunder til gavn,

  • 2) at virksomheden ikke har gæld til det offentlige, der er sendt til inddrivelse, og som af restanceinddrivelsesmyndigheden vurderes at være inddrivelsesparat pr. den 16. november 2020 og overstiger 140 kr., og

  • 3) at virksomheden ikke er under konkursbehandling på udbetalingstidspunktet.

Stk. 2 Der ydes ikke tilskud efter denne bekendtgørelse, hvis udgiften til øget aktivitet efter stk. 1, nr. 1, godtgøres virksomheden på anden vis, herunder ved forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, tilskud m.v., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 3 En virksomhed må samlet modtage op til 200.000 EUR i de minimis-støtte over en periode på tre regnskabsår. Perioden regnes bagud fra indeværende regnskabsår.