Bekendtgørelse om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren § 29

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 772 af 15. juli 2008

§ 29

Tilskud kan ydes til virksomheder og forskningsinstitutioner, der etablerer et innovationsnetværk eller –klynge med henblik på udveksling af viden og erfaring om konkrete innovative forhold, der kan medvirke til en innovativ løsning af en eller flere konkrete problemstillinger.

Stk. 2 Der kan ydes tilskud til meromkostningerne ved etablering af et innovationsnetværk eller -klynge, hvilket omfatter lønudgifter, udgifter til leje af mødelokale, koordinationsudgifter, rejseudgifter, trykning af relevant informationsmateriale, konsulentbistand, samt andre meromkostninger, der vurderes at være relevante for at etablere innovationsnetværket eller –klyngen.

Stk. 3 Meromkostningerne kan ikke overstige 200.000 kr., og tilskuddet kan maksimalt udgøre 30 pct. af meromkostningerne.

Stk. 4 Der ydes ikke tilskud til udarbejdelse af en projektansøgning.

Stk. 5 Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at

  • 1) mindst fem og højst tolv virksomheder indgår i netværket,

  • 2) højst to forskningsinstitutioner indgår i netværket,

  • 3) perioden, hvortil der kan ydes tilskud, højst kan udgøre 12 måneder,

  • 4) netværket mødes mindst 4 gange i projektperioden, og

  • 5) netværket løbende dokumenterer de udførte aktiviteter.

Stk. 6 Ansøger skal i ansøgningen redegøre for hvilke problemer, der skal løses, samt for de forventede effekter af innovationsnetværket eller –klyngen.

Stk. 7 Andre aktører, end de i stk. 1 nævnte, kan deltage i innovationsnetværket eller –klyngen, men de er ikke tilskudsberettigede.