Bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen § 20

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2372 af 10. december 2021

Tilbagekaldelse m.v.
§ 20

En klager kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling tilbagekalde klagen. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt til Skatteankestyrelsen. Ved enhver tilbagekaldelse skal Skatteankestyrelsen skriftligt meddele klageren, at sagen er henlagt som følge af tilbagekaldelsen af klagen.

Stk. 2 Hvis klageren efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, indbringer sagen for domstolene uden at afvente klagemyndighedens afgørelse, anses klagen for bortfaldet. Skatteankestyrelsen meddeler skriftligt klageren, at sagen herefter er henlagt.

Stk. 3 Hvis den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, meddeler Skatteankestyrelsen klageren, at klagen anses for tilbagekaldt, og at sagen derfor er henlagt.

Stk. 4 Klageren kan til enhver tid mundtligt eller skriftligt frafalde en anmodning om et møde med Skatteankestyrelsen, et møde i et ankenævn eller et retsmøde i Landsskatteretten.