Bekendtgørelse om seniorjob § 6

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om seniorjob er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 112 af 29. januar 2021

Indtægter, der medfører fradrag i kompensationen Løn, rådighedsløn, honorarer mv.
§ 6

Ved indtægter forstås løn, rådighedsløn, honorarer mv. samt indtægter, der træder i stedet for løn.

Stk. 2 Indtægter, der træder i stedet for løn mv., jf. stk. 1, kan bl.a. være:

  • 1) Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

  • 2) Beløb fra Lønmodtagernes Garantifond.

  • 3) Fratrædelsesgodtgørelse, jf. stk. 3 og 4.

Stk. 3 Fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i kompensationen i det omfang, beløbet helt eller delvist svarer til, hvad arbejdsgiveren skulle have betalt pågældende i løn i en opsigelsesperiode, hvis pågældende var blevet afskediget.

Stk. 4 Hvis pågældendes ansættelsesforhold efter lov, overenskomst, regulativ, cirkulære eller ansættelseskontrakt giver mulighed for rådighedsløn eller lignende i forbindelse med en afskedigelse, medfører fratrædelsesgodtgørelsen fradrag.

Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 1-2 anvendes både på engangsbeløb og løbende indtægter.

Stk. 6 Indtægter efter stk. 1-4 medfører fradrag, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, indtægterne dækker.