Bekendtgørelse om selskabsskat § 9

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om selskabsskat er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1303 af 14. november 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 974 af 20. maj 2021

Registrering
§ 9

Skatteforvaltningens registre udgør grundlaget for udskrivning af materiale vedrørende registrering af selskaber og foreninger m.v.

Stk. 2 Selskaber og foreninger m.v., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992, og som vælger at betale acontoskat, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 2, skal rette henvendelse til Skatteforvaltningen inden begyndelsen af det kalenderår, hvorfra acontoskatteordningen skal finde anvendelse. Tilmeldelse til acontoskatteordningen kan også ske ved, at selskabet, foreningen m.v. indberetter frivillig acontoskat i TastSelv Erhverv senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i opkrævningsåret for acontoskatten samt senest den 1. februar i året efter opkrævningsåret for acontoskatten. Sambeskattede selskaber og foreninger m.v. skal tilmelde sig samlet.

Stk. 3 Meddelelser fra selskaber og foreninger m.v., der vedrører ændring af, efter hvilken bestemmelse i selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven selskabet eller foreningen m.v. skal beskattes, skal indgives til Skatteforvaltningen gennem TastSelv Erhverv.

Stk. 4 Selskaber og foreninger m.v., der henhører under selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, og som ikke har skattepligtige indtægter her til landet, skal meddele Skatteforvaltningen dette samt ændringer hertil gennem TastSelv Erhverv.