Bekendtgørelse om Revisornævnet Kapitel 2

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om Revisornævnet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 952 af 24. juni 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2021

Kapitel 2 Revisornævnets organisation
§ 2

Revisornævnet består af en formand og en eller flere næstformænd, hvoraf mindst et medlem skal være landsdommer. Nævnet består derudover af mindst 16 andre medlemmer, hvoraf mindst 5 skal være statsautoriserede revisorer, 3 skal så vidt muligt være registrerede revisorer og 8 skal være repræsentanter for regnskabsbrugerne. Repræsentanter for regnskabsbrugerne må ikke inden for de seneste 3 år før udpegningen som medlem af nævnet have været godkendte revisorer. Blandt regnskabsbrugerne skal mindst 2 medlemmer have ledelseserfaring fra en virksomhed af interesse for offentligheden, hvoraf det ene medlem skal have erfaring fra en finansiel virksomhed og det andet medlem erfaring fra en ikke-finansiel virksomhed af interesse for offentligheden.

Stk. 2 Ved udvidelse af nævnets medlemskreds skal forholdet mellem antallet af statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer så vidt muligt opretholdes, ligesom antallet af repræsentanter for regnskabsbrugerne skal svare til antallet af statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer.

Stk. 3 Nævnets medlemmer udpeges af Erhvervsstyrelsen for en periode af indtil 4 år. Nævnets formandskab og medlemmer kan genudpeges.

§ 3

Formanden tilrettelægger Revisornævnets arbejde, herunder arbejdet i sekretariatet. Formanden påser, at sagerne fremmes med tilbørlig hurtighed.

Stk. 2 Formanden afgør ud fra en bedømmelse af den enkelte sag, hvor mange og hvilke medlemmer der skal deltage i en sags behandling. Antallet af revisorer skal altid svare til antallet af repræsentanter for regnskabsbrugerne. De i § 2, stk. 1, 4. pkt., nævnte medlemmer deltager som udgangspunkt alene ved behandlingen af sager omfattet af § 1, stk. 1, nr. 7.

Stk. 3 Bortset fra sager, der afgøres af formanden alene i henhold til § 9, skal der ved nævnets behandling af en sag, der vedrører en statsautoriseret revisor, mindst deltage 1 statsautoriseret revisor. Tilsvarende skal der ved nævnets behandling af en sag vedrørende en registreret revisor mindst deltage 1 revisor, der så vidt muligt skal være registreret revisor.

Stk. 4 I sager, hvor en klager har nedlagt påstand om betinget frakendelse, jf. revisorlovens § 44, stk. 2, forbud, jf. lovens § 44, stk. 3, eller frakendelse, herunder midlertidig frakendelse, jf. lovens § 44, stk. 4 og 5, eller § 44, stk. 6, 4. pkt., skal foruden formanden eller en næstformand og mindst to repræsentanter for regnskabsbrugerne deltage et tilsvarende antal statsautoriserede henholdsvis registrerede revisorer.

Stk. 5 Ved nævnets behandling af en sag omfattet af § 1, stk. 1, nr. 7, skal der bortset fra sager, der afgøres af formanden alene i henhold til § 9, mindst deltage 1 statsautoriseret revisor og 1 repræsentant for regnskabsbrugerne. Den statsautoriserede revisor skal så vidt muligt have erfaring med revision af virksomheder af offentlig interesse, og repræsentanten for regnskabsbrugerne skal have ledelseserfaring fra virksomheder af interesse for offentligheden. I sager, hvor klager har nedlagt påstand om nedlæggelse af forbud efter revisorlovens § 44 b, stk. 2, skal foruden formanden eller en næstformand og mindst 2 statsautoriserede revisorer deltage et tilsvarende antal repræsentanter for regnskabsbrugerne med ledelseserfaring fra en virksomhed af interesse for offentligheden.

Stk. 6 Nævnets sekretariatsopgaver varetages af Nævnenes Hus. Formanden kan delegere opgaver vedrørende sagernes forberedelse til sekretariatet.

§ 4

Formanden fastsætter tid, sted og dagsorden for Revisornævnets møder og drager omsorg for mødernes indkaldelse. Er et møde offentligt, jf. § 14, stk. 3, skal dette med mindst 3 dages varsel bekendtgøres på nævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk med angivelse af tid og sted for mødet.

Stk. 2 Formanden eller en næstformand leder forhandlingerne på nævnets møder.

Stk. 3 Fordelingen af de enkelte sager mellem formand og næstformænd bestemmes af formanden. Næstformændene varetager i de sager, der af formanden er overladt til dem, de beføjelser, der ved nærværende bekendtgørelse er tillagt formanden.

§ 5

Et medlem af Revisornævnet må ikke deltage i behandlingen af en sag, når vedkommende efter retsplejelovens regler må anses for inhabil som dommer.

Stk. 2 Et medlem skal snarest muligt underrette nævnets formand om omstændigheder, som kan rejse tvivl om, hvorvidt vedkommende må anses for inhabil ved behandlingen af en sag. Formanden træffer beslutning om, hvorvidt den pågældende kan deltage ved behandlingen af sagen.

§ 6

Lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven gælder for Revisornævnets virksomhed.

Stk. 2 Nævnets sekretariat vejleder om reglerne for nævnets behandling af klager. En vejledning er tilgængelig på nævnets hjemmeside.