Bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1912 af 22. december 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1451 af 29. november 2016 og bekendtgørelse nr. 1548 af 17. december 2019

Kapitel 4 Revisionspåtegningen
§ 29

Den eksterne revisions påtegning på årsregnskabet, koncernregnskabet samt årsregnskaber for dattervirksomheder, skal afgives efter lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, samt de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 Kravet om påtegning af dattervirksomheders årsregnskaber gælder kun, hvis den finansielle virksomheds eksterne revision har forestået revisionen.

§ 30

Revisionschefen skal afgive en påtegning på årsregnskabet, herunder koncernregnskabet og årsregnskaber for dattervirksomheder med hjemsted i Danmark, såfremt dette er valgt i henhold til § 20, stk. 4, jf. dog § 25, stk. 2.

Stk. 2 Revisionschefens påtegning indebærer, at revisionen er udført i henhold til revisionsaftalen, jf. § 24.

Stk. 3 Påtegningen skal indeholde en kort beskrivelse af den udførte revision, herunder at den interne revision har deltaget i revisionen af de væsentlige og risikofyldte områder, samt konklusion herpå. Eventuelle forbehold eller supplerende oplysninger skal tydeligt fremgå af påtegningen.