Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv. § 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2408 af 13. december 2021

Rehabiliteringsplanens forberedende del - Kommunens og borgerens forberedelse af sagen
§ 3

Forud for mødet i rehabiliteringsteamet skal kommunen sammen med borgeren udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del med udgangspunkt i de oplysninger, som allerede foreligger i kommunen og med udgangspunkt i borgerens egen vurdering af den samlede situation. Den forberedende del skal udarbejdes, således at borgerens sag er fuldt ud oplyst inden temaets behandling af sagen. Den forberedende del skal, jf. dog § 12, § 13, stk. 1, og § 15, stk. 1, indeholde oplysninger om borgerens:

  • 1) erfaringer og ressourcer i forhold til job og uddannelse, herunder borgerens CV,

  • 2) personlige ressourcer, herunder familie, netværk m.v.,

  • 3) borgerens beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer i forhold til at komme i job eller uddannelse,

  • 4) fremtidige ønsker til job og uddannelse,

  • 5) helbredssituation, herunder oplysninger om igangværende undersøgelse eller behandling samt alle relevante helbredsmæssige oplysninger med dokumentation i form af lægeattester m.v., som allerede foreligger hos kommunen,

  • 6) vurdering af helbredets betydning for job- og uddannelsesmuligheder, og

  • 7) hidtidige forsørgelseshistorik med udgangspunkt i kommunens foreliggende oplysninger.

Stk. 2 Rehabiliteringsplanens forberedende del skal endvidere indeholde oplysninger om kommunens hidtidige indsats for borgeren på beskæftigelsesområdet samt kommunens hidtidige sociale indsats for borgeren og borgerens familie, herunder en beskrivelse af indhold, formål og varighed. Kommunens og borgerens erfaringer med de enkelte indsatser skal fremgå af oplysningerne, herunder kommunens og borgerens opfattelse af årsagen til, at den hidtidige indsats ikke har kunnet bringe borgeren i job eller uddannelse.

Stk. 3 Rehabiliteringsplanens forberedende del skal alene være beskrivende og dokumenterende og uden vurdering af og indstilling om, hvad der fremover skal ske i den konkrete sag.

Stk. 4 Det skal fremgå af rehabiliteringsplanens forberedende del, hvorvidt der er tale om en sag, der skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på en vurdering af ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, om der er tale om en sag om jobafklaringsforløb eller om en sygedagpengesag, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Er der tale om en sag om jobafklaringsforløb, skal det fremgå, om sagen vedrører det første jobafklaringsforløb, og derfor alene forelægges rehabiliteringsteamet til en vurdering af, hvilken indsats, der skal indgå i jobafklaringsforløbet, jf. § 11, stk. 3, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.