Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv. Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2408 af 13. december 2021

Kapitel 3 Rehabiliteringsteamet
§ 6

På baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del forbereder rehabiliteringsteamets medlemmer sig til et møde i teamet, hvor borgeren og borgerens sagsbehandler deltager, jf. § 10, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Den enkelte kommune tilrettelægger rehabiliteringsteamets forberedelse og behandling af sager.

Rehabiliteringsteamets indstilling
§ 7

Rehabiliteringsteamet indstiller til kommunen, om borgeren skal have et ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension, jf. dog § 17, stk. 3, og § 18, stk. 2, i lov om social pension, hvorefter kommunen kan behandle visse sager om førtidspension uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet.

Stk. 2 I sager om jobafklaringsforløb indstiller rehabiliteringsteamet, hvilken indsats, der skal indgå i jobafklaringsforløbet. Hvis sagen behandles i rehabiliteringsteamet efter ophør af et jobafklaringsforløb, indstiller rehabiliteringsteamet endvidere, om borgeren skal have et nyt jobafklaringsforløb som følge af, at borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Vurderer rehabiliteringsteamet, at borgeren skal have en anden indsats, end et nyt jobafklaringsforløb, herunder anden beskæftigelsesindsats, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, afgiver rehabiliteringsteamet indstilling herom under forudsætning af, at rehabiliteringsplanens forberedende del kan danne grundlag herfor.

Stk. 3 I sager om sygedagpenge visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge indstiller rehabiliteringsteamet, hvilken indsats borgeren skal have.

Stk. 4 Kommunen skal kunne træffe afgørelse i sagen på baggrund af teamets indstilling og oplysningerne i rehabiliteringsplanens forberedende del, og kommunen skal endvidere kunne udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel på baggrund af teamets indstilling. Teamet skal derfor give en fyldestgørende begrundelse for sin indstilling.

Indstilling om ressourceforløb, jobafklaringsforløb og indsats i sygedagpengesager visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge
§ 8

Indstiller rehabiliteringsteamet, at borgeren skal have et ressourceforløb, skal det fremgå af indstillingen, hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige forhold teamet har lagt vægt på i vurderingen af, at borgeren har behov for et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsatser efter forskellige lovgivninger, jf. § 112 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 Indstiller rehabiliteringsteamet, at borgeren skal have et nyt jobafklaringsforløb, skal det fremgå af indstillingen, hvilke helbredsmæssige forhold teamet har lagt vægt på i vurderingen af, at borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, jf. § 110, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3 Indstiller rehabiliteringsteamet en indsats i en sygedagpengesag, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, skal det fremgå af indstillingen, hvilke forudsætninger, behov og helbredsmæssige forhold teamet har lagt vægt på i vurderingen af, hvilken indsats borgeren skal have, jf. § 13 d, i lov om sygedagpenge.

Stk. 4 Indstiller rehabiliteringsteamet til en indsats i jobafklaringsforløb, skal det fremgå af indstillingen, hvilke forudsætninger, behov og helbredsmæssige forhold teamet har lagt vægt på i vurderingen af, hvilken indsats borgeren skal have, jf. § 107 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 5 Rehabiliteringsteamets indstilling skal endvidere omfatte en indstilling om, hvad der efter teamets vurdering bør indgå i rehabiliteringsplanen for ressourceforløbet, jobafklaringsforløbet eller indsatsen i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Teamets indstilling skal således indeholde teamets vurdering af:

  • 1) hvilket overordnet job- eller uddannelsesmål, der er relevant for borgeren,

  • 2) hvilke beskæftigelsesrettede, uddannelsesrettede, sociale eller sundhedsmæssige indsatser, der er behov for, herunder eventuelt angivelse af konkrete tilbud, indsatser m.v.,

  • 3) tilrettelæggelsen af den løbende opfølgning under forløbet, herunder behovet for tilbud om mentor, og

  • 4) hvorvidt rehabiliteringsteamet ønsker at se sagen igen.

Stk. 6 Hvis teamet vurderer, at indsatserne i ressourceforløbet, jobafklaringsforløbet eller sygedagpengeforløbet ikke kan iværksættes parallelt, skal det fremgå af teamets vurdering. Teamet kan endvidere angive i hvilken rækkefølge, at indsatserne mest hensigtsmæssigt tilrettelægges.

Indstilling om fleksjob
§ 9

Hvis rehabiliteringsteamet indstiller, at borgeren bevilges et fleksjob efter kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal det fremgå af indstillingen, hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige forhold teamet har lagt vægt på. Rehabiliteringsteamet skal herudover:

  • 1) begrunde, at borgeren er afklaret i forhold til uddannelse og beskæftigelse, og at borgeren ikke kan arbejde på ordinære vilkår, jf. § 118 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

  • 2) angive, hvilke typer af fleksjob eller arbejdsfunktioner rehabiliteringsteamet vurderer, at borgeren skal have, og om der eventuelt bør tages særlige hensyn til borgeren, herunder om der er behov for støtte fra kommunen i en overgangsperiode.

Stk. 2 Herudover skal teamet begrunde, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne inden for en rimelig periode, hvis rehabiliteringsteamet indstiller fleksjob til en borger, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne, jf. § 116, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Indstilling om førtidspension
§ 10

Hvis rehabiliteringsteamets indstilling er, at sagen skal overgå til behandling efter reglerne om førtidspension efter lov om social pension, skal det fremgå af teamets indstilling, hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige forhold, teamet har lagt vægt på. Teamet skal i denne forbindelse udarbejde en faglig forklaring, der begrunder, hvorfor borgerens arbejdsevne anses for væsentligt og varigt nedsat, og hvorfor en eventuel arbejdsevne ikke lader sig anvende til selvforsørgelse uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, jf. § 19 i lov om social pension.

Indstilling om en anden indsats
§ 11

Hvis rehabiliteringsteamet vurderer, at ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension ikke er relevant i sagen, og teamet derfor indstiller, at borgeren skal have en anden indsats, skal teamet som led i indstillingen angive:

  • 1) hvilken beskæftigelsesrettet, social eller helbredsmæssig indsats, der bør iværksættes, og

  • 2) om borgeren i forbindelse med indsatsen har behov for øvrig støtte, fx mentorstøtte eller hjælpemidler.