Bekendtgørelse om registreringsafgift § 22

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om registreringsafgift er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2525 af 15. december 2021 og bekendtgørelse nr. 149 af 27. januar 2023

§ 22

Genopbygningen skal udføres i overensstemmelse med en skadesopgørelse, der udfærdiges af forsikringsselskabet eller taksatoren, jf. § 19, stk. 2.

Stk. 2 Forsikringsselskabet træffer alle nødvendige foranstaltninger til sikring af den fornødne kontrol med genopbygningen. Eventuelle mindre ændringer i forhold til skadesopgørelsen, der viser sig hensigtsmæssige eller påkrævede under arbejdets udførelse, kan godkendes af taksator. Oplysning om sådanne ændringer påføres skadesopgørelsen tillige med oplysninger om eventuelle prisændringer.

Stk. 3 Genopbygningen skal udføres ved anvendelse af reservedele, herunder såkaldte skarringsdele, af art og beskaffenhed, som normalt forefindes på og forhandles fra automobilforhandlernes og -værkstedernes reservedelslagre, eventuelt med tilsvarende brugte dele. Dele omfattet af skadesopgørelsen kan være samlede.

Stk. 4 Registreringsattesten for et køretøj, der kan genopbygges afgiftsfrit efter § 21, skal afleveres til forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet registrerer i Køretøjsregisteret, at køretøjet kan genopbygges afgiftsfrit (en skadeblokering). Derefter udleverer forsikringsselskabet registreringsattesten til køretøjets ejer, hvis denne er kendt af forsikringsselskabet.

Stk. 5 Afleveres registreringsattesten ikke til forsikringsselskabet, underretter forsikringsselskabet Skatteforvaltningen herom.