Bekendtgørelse om registreringsafgift § 19

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om registreringsafgift er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2525 af 15. december 2021 og bekendtgørelse nr. 149 af 27. januar 2023

§ 19

Køretøjets handelsværdi før skaden fastsættes af forsikringsselskabet eller taksatoren efter registreringsafgiftslovens § 7, stk. 2.

Stk. 2 Forsikringsselskabet eller taksatoren udfærdiger en skadesopgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7, stk. 3, over udgifterne til genopbygning af køretøjet. I skadesopgørelsen anvendes bruttopriser på nye reservedele, herunder nyt karosseri. Bruttopriser er de priser, der sædvanligvis anvendes ved fakturering til private af det værksted, hvor genopbygningen påtænkes gennemført. Genopbygning kan ske i udlandet.

Stk. 3 For køretøjer, der ikke kan repareres afgiftsfrit, afgiver forsikringsselskabet eller taksatoren i forbindelse med skadesopgørelsen en erklæring om, at køretøjet ikke kan repareres afgiftsfrit. Erklæringen skal indeholde oplysning om motorkøretøjets mærke, art, stelnummer og seneste registreringsnummer. Erklæringen skal medfølge ved eventuel overdragelse af det beskadigede motorkøretøj.

Stk. 4 Registreringsattesten og nummerpladerne for et køretøj, der ikke kan genopbygges afgiftsfrit, skal afleveres til forsikringsselskabet eller taksatoren. Forsikringsselskabet eller taksatoren afmelder køretøjet, herunder destruerer nummerpladerne, og registrerer i Køretøjsregisteret, at køretøjet ikke kan genopbygges afgiftsfrit (en totalskadeblokering). Derefter kan forsikringsselskabet eller taksatoren udlevere registreringsattesten til køretøjets ejer.

Stk. 5 Afleveres registreringsattesten og nummerpladerne ikke til forsikringsselskabet eller taksatoren, underretter forsikringsselskabet eller taksatoren Skatteforvaltningen herom.