Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen Kapitel 14 a

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 488 af 18. maj 2017,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1378 af 10. december 2019 og bekendtgørelse nr. 1977 af 08. december 2020

Kapitel 14 a Ejeroplysninger i truster og lignende juridiske arrangementer
§ 30a

En forvalter af en trust eller en person, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement, skal indhente oplysninger om trustens eller det lignende juridiske arrangements reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, jf. § 46 a i hvidvaskloven.

§ 30b

En forvalter af en trust eller en person, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement, skal registrere de reelle ejere og oplysningerne om, hvori det reelle ejerskab består i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 30 a. Datoen for det reelle ejerskabs indtræden og evt. ophør skal desuden registreres.

Stk. 2 For stifter, trustee eller eventuelle protektorer i truster eller lignende juridiske arrangementer, skal der ikke registreres oplysninger om rettigheder, medmindre de pågældende personer betragtes som reelle ejere på anden vis.

Stk. 3 En forvalter af en trust eller en person, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement, skal registrere navnet på den gruppe personer, i hvis hovedinteresse trusten eller det lignende juridiske arrangement er oprettet eller fungerer, hvis de enkeltpersoner, der nyder godt af trusten eller det lignende juridiske arrangement endnu ikke kendes.

Stk. 4 En forvalter af en trust eller en person, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement, skal registrere oplysningerne om reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system hurtigst muligt efter, at forvalteren eller personen, der varetager en tilsvarende stilling, er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer og efter enhver ændring til de oplysninger, som er registreret.