Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 488 af 18. maj 2017,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1378 af 10. december 2019 og bekendtgørelse nr. 1977 af 08. december 2020

Kapitel 11 Ejeroplysninger i pensionskasser omfattet af lov om firmapensionskasser
Reelle ejere
§ 23

Firmapensionskasser skal indhente oplysninger om pensionskassens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, jf. lov om firmapensionskasser § 111, stk. 1.

§ 24

Firmapensionskassen skal registrere de reelle ejere og oplysningerne om, hvori det reelle ejerskab består i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 111, stk. 1. Datoen for det reelle ejerskabs indtræden og evt. ophør skal desuden registreres.

Stk. 2 Besidder en person ejerandele, skal det samlede antal ejerandele fordelt på stemmerettigheder og kapital registreres. Til besiddelsen medregnes:

  • 1) Ejerandele, hvis stemmeret tilkommer en virksomhed, som den pågældende kontrollerer.

  • 2) Ejerandele, som den pågældende har stillet til sikkerhed, medmindre panthaver råder over stemmeretten og erklærer at have til hensigt at udøve den.

Stk. 3 Ejes ejerandele gennem en kæde af kontrollerede virksomheder, skal denne oplysning registreres.

Stk. 4 Har firmapensionskassen ikke eller kan firmapensionskassen ikke identificere reelle ejere, registreres firmapensionskassens direktion som reelle ejere. For firmapensionskasser, hvor der ikke findes en direktion, registreres bestyrelsen som reelle ejere. Efterfølgende ændringer af ledelsessammensætningen, der registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, vil automatisk blive overført til oplysningerne om reelle ejere.

Stk. 5 Firmapensionskassen skal registrere oplysningerne om reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system hurtigst muligt efter, at selskabet er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer og efter enhver ændring til de oplysninger, som er registreret.