Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 23

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023

Erhvervsmæssig test af motorkøretøjer eller udstyr til motorkøretøjer
§ 23

Skatteforvaltningen kan give erhvervsdrivende fysiske eller juridiske personer, som er beskæftiget med udvikling, produktion og salg af motorkøretøjer, og som i vedvarende og ikke uvæsentligt omfang har behov for at teste motorkøretøjer eller udstyr integreret i motorkøretøjer i deres erhverv, tilladelse til, at en person med bopæl her i landet fører et udenlandsk registreret motorkøretøj i forbindelse med test af køretøjet eller køretøjets udstyr i indtil 60 dage for hvert køretøj. Kørslen må kun foretages med et motorkøretøj, hvor ansøgeren ikke råder eller har mulighed for at råde over et tilsvarende dansk registreret motorkøretøj her i landet, herunder ved leje eller leasing.

Stk. 2 Køretøjet må her i landet kun føres af den erhvervsdrivende eller dennes ansatte. Køretøjet må dog føres af en testperson, som ikke er ansat hos den erhvervsdrivende, hvis den erhvervsdrivende eller mindst én af dennes ansatte er passager under kørslen. Køretøjet må kun føres med henblik på at opfylde det erhvervsmæssige formål, jf. stk. 1.

Stk. 3 Skatteforvaltningen udsteder en tilladelse med oplysning om vilkår for brugen. Tilladelsen skal medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen. Tilladelsen gælder i et år.

Stk. 4 Den erhvervsdrivende skal forud for ibrugtagningen af et udenlandsk registreret motorkøretøj på færdselslovens område underrette Skatteforvaltningen herom med angivelse af perioden for anvendelse af køretøjet i Danmark, formålet med kørslen og køretøjets stelnummer på www.skat.dk/motor-udland. Skatteforvaltningen udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen.