Bekendtgørelse om registrering af køretøjer Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023

Kapitel 5 Registrering i udlandet m.v.
§ 13

Et udenlandsk registreret køretøj kan ikke samtidigt være registreret i Køretøjsregisteret. Skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, inddrages køretøjets udenlandske registreringsattest og nummerplader, jf. §§ 45 og 46.

Stk. 2 Hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal Skatteforvaltningen, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område, inden ibrugtagningen sker, med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland. Skatteforvaltningen udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen. Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt ibrugtagningen til Skatteforvaltningen, og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Er anmelderen en virksomhed, må køretøjet føres af en ansat i den pågældende virksomhed. Køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug.

§ 14

Et udenlandsk motorkøretøj skal være registreret af en kompetent myndighed i den pågældende stat m.v. og forsynet med nummerplader, før køretøjet tages i brug på færdselslovens område.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på følgende udenlandske køretøjer:

  • 1) Et påhængskøretøj til et motorkøretøj, hvis påhængskøretøjet har en tilladt totalvægt over 750 kg, og påhængskøretøjets ejer eller bruger har bopæl eller hjemsted i en stat, der har ratificeret Wienerkonventionen. Hvis ejeren eller brugeren har bopæl eller hjemsted i en stat, der ikke har ratificeret Wienerkonventionen, behøver påhængskøretøjet ikke være registreret, uanset påhængskøretøjets vægt.

  • 2) En knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed over 30 km i timen.

  • 3) Et motorredskab, en traktor eller et påhængskøretøj til et motorredskab eller en traktor, hvis køretøjet skal registreres i ejerens eller brugerens hjemland.

Stk. 3 Et udenlandsk registreret køretøj må ikke bruges på færdselslovens område, hvis køretøjet ikke må bruges på vejene i den stat m.v., hvor køretøjet er registreret, f.eks. på grund af manglende fremstilling af køretøjet til syn eller på grund af en skatterestance vedrørende køretøjet.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved kørsel med korttidsnummerplader/-mærker eller commercial number plates (prøveskilte), jf. § 1, stk. 6. Et køretøj med korttidsnummerplader/-mærker eller commercial number plates må ikke bruges til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods.