Bekendtgørelse om registrering af køretøjer Afsnit IV

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023

Kapitel 18 Kriterier for autorisation som nummerpladeoperatør
§ 91

Efter ansøgning kan Skatteforvaltningen autorisere en virksomhed til at registrere køretøjer i Køretøjsregisteret, herunder til at udlevere nummerplader og modtage nummerplader retur.

Stk. 2 En virksomhed kan kun autoriseres som nummerpladeoperatør, hvis virksomheden opfylder følgende betingelser:

  • 1) Virksomheden skal have fast forretningssted her i landet.

  • 2) Virksomheden skal erhvervsmæssigt handle med eller lease køretøjer af den type, der skal registreres, før køretøjet tages i brug, jf. § 3. Eller virksomheden skal være godkendt af Færdselsstyrelsen til at syne eller omsyne køretøjer.

  • 3) Virksomheden må ikke have forfalden gæld til det offentlige.

  • 4) Virksomheden må ikke være under rekonstruktion, konkurs eller likvidation.

Stk. 3 I områder af landet, hvor der i særlig grad mangler en autoriseret nummerpladeoperatør, der har alle de typer af nummerplader på lager, som en nummerpladeoperatør kan indregistrere, jf. § 38, kan Skatteforvaltningen autorisere en virksomhed eller en offentlig myndighed som nummerpladeoperatør, selv om virksomheden eller myndigheden ikke opfylder de betingelser, der er nævnt i stk. 2 og § 92.

§ 92

En virksomhed som nævnt i § 91, stk. 2, nr. 2, 1. pkt., der erhvervsmæssigt handler med eller leaser biler, jf. færdselslovens § 2, nr. 2, men ikke er godkendt af Færdselsstyrelsen til at syne eller omsyne køretøjer, autoriseres kun som nummerpladeoperatør, hvis virksomheden årligt sælger eller leaser mindst 100 køretøjer af den type, der skal registreres, før køretøjet tages i brug.

Stk. 2 En virksomhed som nævnt i § 91, stk. 2, nr. 2, 1. pkt., der normalt ikke handler med eller leaser biler, autoriseres kun som nummerpladeoperatør, hvis virksomheden årligt sælger eller leaser mindst 50 køretøjer af den type, der skal registreres, før køretøjet tages i brug.

Stk. 3 En virksomhed som nævnt i § 91, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at omsyne køretøjer, autoriseres kun som nummerpladeoperatør, hvis virksomheden årligt sælger eller leaser mindst 50 køretøjer af den type, der skal registreres, før køretøjet tages i brug.

Stk. 4 En virksomhed som nævnt i § 91, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at syne køretøjer, kan autoriseres som nummerpladeoperatør, selv om virksomheden ikke sælger eller leaser køretøjer.

§ 93

En autoriseret nummerpladeoperatør bestemmer selv hvilke typer af nummerplader, operatøren vil have på lager, inden for de rammer, der følger af § 38, stk. 2. Vælger operatøren at lagerføre nummerplader af en type, der findes som såvel EU-nummerplade som neutral nummerplade, skal operatøren have begge typer på lager.

Stk. 2 Den enkelte nummerpladeoperatørs valg af nummerpladetyper meddeles Skatteforvaltningen. Valget er bindende for en periode på 12 måneder, medmindre særlige grunde taler derimod.

Stk. 3 Skatteforvaltningen bestemmer, hvor mange nummerplader af de enkelte typer, nummerpladeoperatøren skal have på lager.

Stk. 4 En nummerpladeoperatørs betaling for nummerplader forfalder ved leveringen, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Skatteforvaltningen kan stille nummerplader gratis til rådighed for nummerpladeoperatører, der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at syne køretøjer, hvis operatøren indvilliger i at foretage alle typer af indregistreringer, jf. dog § 38, stk. 2. I sådanne tilfælde forfalder betalingen for en nummerplade den dag, hvor et køretøj registreres i Køretøjsregisteret med det pågældende registreringsnummer, eller en nummerplade i øvrigt udtages fra lageret.

§ 94

En autoriseret nummerpladeoperatør har, inden for lovens rammer, pligt til at registrere køretøjer i Køretøjsregisteret for de borgere og virksomheder, der anmoder herom. Pligten til at indregistrere køretøjer omfatter kun indregistreringer vedrørende de nummerpladetyper, operatøren har valgt at have på lager efter § 93.

Stk. 2 En nummerpladeoperatør skal holde åbent for registrering af køretøjer mindst 4 dage om ugen.

Stk. 3 Skatteforvaltningen offentliggør på internettet, hvilke virksomheder, der er autoriseret som nummerpladeoperatører, herunder hvilke nummerpladeoperatører, der har alle typer af nummerplader på lager.

§ 95

En virksomhed autoriseres ikke som nummerpladeoperatør, hvis det er nærliggende at antage, at administrationen ikke vil blive udøvet forsvarligt.

Stk. 2 En autorisation som nummerpladeoperatør gives til en erhvervsdrivende fysisk eller juridisk person. Registrering af køretøjer kan ske fra virksomhedens faste forretningssteder, hvis disse forud er oplyst til Skatteforvaltningen og §§ 93 og 94 følges.

Stk. 3 En autorisation som nummerpladeoperatør kan ikke overdrages. Dog følger autorisationen som nummerpladeoperatør med, hvis en autoriseret virksomhed erhverves med henblik på at videreføre virksomheden, forudsat at erhververen i øvrigt opfylder betingelserne for at blive autoriseret som nummerpladeoperatør, jf. stk. 1 og 2, § 91, stk. 2, og § 92, og at erhververen anmelder overdragelsen til Skatteforvaltningen mindst 1 måned før overdragelsen med anmodning om, at autorisationen som nummerpladeoperatør videreføres.

Stk. 4 En autoriseret nummerpladeoperatørs lager af nummerplader kan ikke pantsættes.

§ 96

Skatteforvaltningen fastsætter vilkår for en autorisation som nummerpladeoperatør. Vilkårene skal sikre, at virksomheden administrerer autorisationen i overensstemmelse med gældende ret og håndterer nummerplader forsvarligt, herunder at virksomheden tilrettelægger procedurer, der understøtter disse mål.

§ 97

Skatteforvaltningen kan opsige en autorisation som nummerpladeoperatør, hvis operatøren ikke overholder betingelser eller vilkår for autorisationen.

Stk. 2 En opsigelse sker som udgangspunkt med 3 måneders begrundet varsel. Skatteforvaltningen kan dog, hvis der er en nærliggende risiko for, at operatøren fortsat ikke vil overholde betingelser eller vilkår for autorisationen, straks:

  • 1) Stoppe leverancen af nummerplader til operatøren.

  • 2) Inddrage operatørens beholdning af nummerplader mod samtidig tilbagebetaling af det beløb, som operatøren har betalt for nummerpladerne.

  • 3) Lukke for operatørens adgang til at registrere køretøjer i Køretøjsregisteret.

Stk. 3 Uanset stk. 1 kan Skatteforvaltningen tillade, at en nummerpladeoperatør bevarer autorisationen, hvis særlige grunde taler derfor. En sådan tilladelse kan gives på skærpede vilkår for fortsat autorisation som nummerpladeoperatør eller tidsbegrænset.

Kapitel 19 Kriterier for særlig autorisation som nummerpladeoperatør
§ 98

Efter ansøgning kan Skatteforvaltningen autorisere følgende myndigheder og virksomheder til at registrere i Køretøjsregisteret i det angivne omfang:

  • 1) Politiet til at registrere egne køretøjer i Køretøjsregisteret.

  • 2) Forsvaret til at registrere og afmelde egne køretøjer i Køretøjsregisteret.

  • 3) Politiet, forsikringsselskaber, taksatorer og virksomheder, der er godkendt til at foretage miljørigtig skrotning af køretøjer, til at afmelde køretøjer, der er registreret i Køretøjsregisteret.

  • 4) Forsikringsvirksomheder og taksatorer til at registrere reparation eller genopbygning af skadet køretøj.

Stk. 2 Politiet kan efter stk. 1, nr. 3, kun autoriseres til at afmelde køretøjer som led i politiets øvrige arbejde.

Stk. 3 Forsikringsselskaber og taksatorer kan efter stk. 1, nr. 4, kun autoriseres til at afmelde køretøjer, der skal afmeldes som følge af færdselsskade eller lignende pludseligt opstået skade.

Stk. 4 Virksomheder, der skrotter køretøjer, kan kun autoriseres efter stk. 1, nr. 3, til at afmelde køretøjer, som virksomheden skrotter.

Stk. 5 § 91, stk. 2, nr. 1, 3 og 4, § 95, stk. 1, § 96 og § 97 finder tilsvarende anvendelse på autorisationer efter stk. 1.