Bekendtgørelse om registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel § 13

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 291 af 20. marts 2019

Registrering af medmoderskab ved erklæring om registrering af medmoderskab
§ 13

En erklæring om registrering af medmoderskab efter § 3 b, stk. 2, i børneloven indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 33 a, stk. 2, i børneloven. Skal erklæringen efter § 33 a, stk. 3 eller 4, i børneloven ikke indgives ved digital selvbetjening, skal den indgives på en blanket, jf. § 18, nr. 4. Jordemoderen, lægen eller Familieretshuset vejleder den ugifte mor herom.

Stk. 2 En erklæring om registrering af medmoderskab, der indgives ved digital selvbetjening, jf. stk. 1, 1. pkt., skal være underskrevet digitalt af begge forældre.

Stk. 3 En erklæring om registrering af medmoderskab, der indgives på en blanket, jf. stk. 1, 2. pkt., skal være underskrevet af begge forældre. Forældrenes underskrifter og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner. Dette gælder dog ikke, hvis blanketten underskrives af begge forældre ved møde hos Familieretshuset.

Stk. 4 § 11, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 En bekræftelse om modtagelse af en digitalt indgivet erklæring om registrering af medmoderskab, jf. stk. 1, 1. pkt., eller en kopi af erklæringen om registrering af medmoderskab, jf. stk. 1, 2. pkt., samt en kopi af blanketten med samtykke til behandling med assisteret reproduktion og erklæring om medmoderskab udleveres til forældrene efter registreringen. Dokumenterne skal inden udlevering til forældrene påtegnes af Familieretshuset. Den originale erklæring om registrering af medmoderskab og blanketten med samtykke til behandling med assisteret reproduktion og erklæring om medmoderskab opbevares i Familieretshusets arkiv i 30 år.