Bekendtgørelse om realkreditinstitutters udlån mod midlertidig garanti m.v. § 27

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1403 af 16. december 2014

§ 27

Ved omlægning til realkreditlån med lavere, samme eller højere rente kan fuld garanti erstattes med en margingaranti, når det långivende institut har modtaget tinglyst pantebrev med præjudicerende retsanmærkning alene om det eksisterende lån inden for samme institut samt om efterstående panthavere. Dette gælder kun, hvis det gamle lån indfries senest samtidig med det långivende instituts udbetaling af det nye lån, og hvis det gamle pantebrev først aflyses, når der er sikkerhed for, at det nye pantebrev kan tinglyses anmærkningsfrit.

Stk. 2 Instituttet skal indrette dets virksomhed således, at betingelserne for at anvende margingarantier til hver en tid er opfyldt. Hvis betingelserne ikke længere er opfyldt, skal der stilles en fuld garanti. Instituttet skal endvidere indrette dets virksomhed således, at garantierne i det omfang, de er omfattet af 15 eller 10 pct.-grænsen, jf. § 8, stk. 6 og 8, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. samt bekendtgørelse om anvendelse af 10 pct.-grænsen i artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, til hver en tid overholder denne grænse.