Bekendtgørelse om realkreditinstitutters udlån mod midlertidig garanti m.v. Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1403 af 16. december 2014

Kapitel 3 Særligt dækkede realkreditobligationer
Sikkerhedsstillelse
§ 13

For lån ydet inden realkreditinstituttet har modtaget endeligt tinglyst pantebrev uden præjudicerende retsanmærkninger, skal den stillede sikkerhed garantere for lånets indfrielse og omkostninger i forbindelse hermed, herunder for eventuelle restancer, hvis den forudsatte pantsikkerhed ikke opnås, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 For lån ydet inden låntager har opnået endelig adkomst til ejendommen, skal den stillede sikkerhed garantere for lånets indfrielse og omkostninger i forbindelse hermed, herunder for eventuelle restancer, hvis låntager ikke opnår endelig tinglyst adkomst til ejendommen, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 For lån ydet inden fremkomst af det i § 11, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. nævnte dokument ved belåning af en ideel anpart af en ejendom, skal den stillede sikkerhed garantere for lånets indfrielse og omkostningerne i forbindelse hermed, herunder for eventuelle restancer, hvis dokumentet ikke fremkommer.

Stk. 4 For lån ydet på grundlag af ejendommens forventede værdi (forhåndslån) skal den stillede sikkerhed garantere for lånets indfrielse og omkostningerne i forbindelse hermed, herunder for eventuelle restancer, såfremt pantebrevet ikke inden den i § 20, stk. 1, nævnte frist er endeligt tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger, hvis byggearbejderne ikke er påbegyndt og godtgjort afsluttet inden de i § 20, stk. 2, nævnte frister, eller hvis ejendommen efter byggeriets færdiggørelse ikke opnår den forventede værdi. Opdeler realkreditinstituttet et samlet realkreditlån til et projekt bestående af flere ejendomme opført med salg for øje i lån til hver ejendom, skal den stillede sikkerhed opdeles, således at der er tilstrækkelig sikkerhed for hvert lån.

Stk. 5 For lån ydet på grundlag af pantebreve som er anmeldt til tinglysning, jf. § 2, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. skal den stillede sikkerhed garantere for lånets indfrielse og omkostningerne i forbindelse hermed, herunder for eventuelle restancer, hvis pantebrevet ikke bliver endeligt tinglyst med den forudsatte prioritetsstilling.

§ 14

Som sikkerhedsstillelse, der midlertidigt kan erstatte pant i fast ejendom, sikkerhedsstillelse for det i § 13, stk. 3, nævnte dokument eller sikkerhedsstillelse for pantebrevets endelige tinglysning, jf. § 13, stk. 5, kan alene anvendes de i artikel 129, stk. 1, litra a-c, og stk. 1, sidste afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber nævnte aktiver.

§ 15

Ved garantistillelse skal anvendes fuld garanti, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Ved omlægning af lån kan fuld garanti, såfremt betingelserne i § 17 er opfyldt, erstattes af en margingaranti.

§ 16

Ved fuld garanti forstås en garanti, der dækker indfrielsen af det nye lån med tillæg af omkostningerne herved samt eventuelle restancer.

Stk. 2 Ved margingaranti stillet ved omlægning til realkreditlån med lavere eller samme rente forstås en garanti, der dækker indfrielsen af den del af obligationsrestgælden på det nye lån, der svarer til den del af pantebrevshovedstolen, som overstiger pantebrevsrestgælden på de eksisterende lån, samt omkostningerne ved indfrielsen og eventuelle restancer. Ved margingaranti stillet ved omlægning til realkreditlån med højere rente forstås en garanti, der dækker forskellen mellem nettoprovenuet fra reetableringen af det oprindelige lån og indfrielsesbeløbet for det nye lån tillagt omkostningerne ved indfrielse af det nye lån samt eventuelle restancer.

§ 17

Ved omlægning til realkreditlån med lavere, samme eller højere rente kan fuld garanti erstattes med en margingaranti, når det långivende institut har modtaget tinglyst pantebrev med præjudicerende retsanmærkning alene om det eksisterende lån inden for samme institut samt om efterstående panthavere. Dette gælder kun, hvis det gamle lån indfries senest samtidig med det långivende instituts udbetaling af det nye lån, og hvis det gamle pantebrev først aflyses, når der er sikkerhed for, at det nye pantebrev kan tinglyses anmærkningsfrit.

Stk. 2 Instituttet skal indrette dets virksomhed således, at betingelserne for at anvende margingarantier til hver en tid er opfyldt. Hvis betingelserne ikke længere er opfyldt, skal der stilles en fuld garanti. Instituttet skal endvidere indrette dets virksomhed således, at garantierne i det omfang, de er omfattet af 15 eller 10 pct.-grænsen, jf. § 8, stk. 6 og 8, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. samt bekendtgørelse om anvendelse af 10 pct.-grænsen i artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, til hver en tid overholder denne grænse.

§ 18

Garantierklæringen eller anden sikkerhedsstillelse skal være modtaget i realkreditinstituttet senest samtidig med lånets udbetaling. Dokumentation herfor skal opbevares i lånesagen.

§ 19

Værdien af den sikkerhed, jf. § 14, som stilles midlertidigt for lånet, skal til enhver tid mindst svare til værdien af de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer.

Frist og indfrielse
§ 20

Realkreditinstituttet skal kræve lånet indfriet, hvis låntager ikke har opnået tinglyst adkomst til ejendommen, eller hvis instituttet ikke har modtaget endeligt tinglyst pantebrev uden præjudicerende retsanmærkninger senest 1 år efter udbetalingen af lånet.

Stk. 2 Ved sikkerhedsstillelse for forhåndslån skal realkreditinstituttet ud over de i § 26, stk. 5, i bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer nævnte tilfælde kræve lånet indfriet, hvis byggeriet ikke er påbegyndt senest 6 måneder fra lånets udbetaling, eller hvis det ikke inden 2 år fra lånets udbetaling godtgøres, at byggearbejderne er afsluttet på lovlig vis.

Stk. 3 Den i stk. 2 nævnte frist for færdiggørelse af byggeri kan undtagelsesvis forlænges med op til 6 måneder, hvis der er begrundet formodning for, at byggeriet kan afsluttes inden for den forlængede frist. Dokumentation herfor skal opbevares i lånesagen.

Stk. 4 De i stk. 1-3 nævnte frister kan undtagelsesvis forlænges, hvis fristoverskridelsen hverken skyldes låntager eller realkreditinstituttet. Dokumentation herfor skal opbevares i lånesagen.

Stk. 5 I det i § 13, stk. 5, nævnte tilfælde skal realkreditinstituttet uanset stk. 1 uden ugrundet ophold tilvejebringe endeligt tinglyst pantebrev.

Frigivelse af sikkerhedsstillelsen
§ 21

Realkreditinstituttet må tidligst frigive sikkerhedsstillelsen, når låntager har opnået endelig tinglyst adkomst til ejendommen, og når instituttet har modtaget endeligt tinglyst pantebrev uden præjudicerende retsanmærkninger. Ved belåning af ideelle anparter må sikkerhedsstillelsen tidligst frigives, når realkreditinstituttet tillige har modtaget den tinglyste samejeoverenskomst.

§ 22

Sikkerhedsstillelsen for forhåndslån må først frigives, når de i § 20, stk. 2, nævnte frister er overholdt, samt når realkreditinstituttet har konstateret, at lånet ikke skal kræves nedbragt i henhold til § 26, stk. 5, i bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Stk. 2 Sikkerhedsstillelsen kan frigives forholdsmæssigt i takt med ejendommens færdiggørelse, når ejendommen er funktionsdygtig, og de resterende færdiggørelsesarbejder højst andrager 5 pct. af belåningsværdien. Tilsvarende gælder for de enkelte enheder ved lån ydet til projekter bestående af flere ejendomme. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse ved forholdsmæssig frigivelse af sikkerhedsstillelsen.