Bekendtgørelse om rådighed Kapitel 7

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om rådighed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1590 af 12. december 2023

Kapitel 7 Uddannelse
§ 33

Et medlem, som deltager i uddannelse, kan ikke få dagpenge, jf. dog stk. 2-3 og § 34.

Stk. 2 Et medlem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan bevare retten til dagpenge ved deltagelse i:

  • 1) Uddannelse under 20 timer om ugen, hvis uddannelsen ikke giver ret til støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse, jf. dog stk. 4.

  • 2) Enkeltfagsundervisning på det gymnasiale niveau under 20 timer om ugen.

  • 3) Undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin.

  • 4) Aftenskoleundervisning, hvortil der ydes støtte i henhold til folkeoplysningsloven. Et medlem kan endvidere bevare retten til dagpenge under ligestillede kurser af op til 2 ugers varighed, der ikke er led i en kompetencegivende uddannelse.

  • 5) Undervisning i op til 2 uger, hvis medlemmets faglige organisation, a-kasse, jobcenteret eller anden aktør arrangerer undervisningen med det formål at styrke medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet.

  • 6) Uddannelse under lov om åben uddannelse og lov om universiteter, hvis medlemmet har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed. Dette gælder dog kun, indtil medlemmets ret og pligt til tilbud indtræder. Undervisningen må ikke kunne være led i en ny uddannelse for medlemmet. Undervisningens varighed må højst udgøre 6 timer om ugen eller svare til 1/3 studenterårsværk. Ved undervisning på mere end 6 timer om ugen skal medlemmet dokumentere, at undervisningen pr. uge højst svarer til 1/3 studenterårsværk.

  • 7) Højskole- eller daghøjskoleforløb inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis medlemmet er under 25 år.

Stk. 3 Et medlem bevarer ligeledes retten til dagpenge ved deltagelse i jobrettet uddannelse.

Stk. 4 Et medlem kan ikke få dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller uddannelsesstøtte for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 5 Stk. 2, nr. 1, finder ikke anvendelse på ph.d.-uddannelser og erhvervskandidatuddannelser omfattet af lov om universiteter og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, og på akademiske overbygningsuddannelser, herunder akademiske erhvervsoverbygningsuddannelser, i henhold til lov om universiteter.

§ 34

Et medlem, som ved ledigmeldelsen er fyldt 25 år, kan bevare retten til dagpenge under uddannelse på betingelse af, at undervisningen foregår efter kl. 16 eller på lørdage og søn- og helligdage, at medlemmet ikke er selvforskyldt ledig eller er udeblevet fra en samtale eller aktivitet, jf. § 12, og at medlemmet enten

  • 1) som fuldtidsforsikret i mindst 2 år før ledigheden i gennemsnit har haft lønarbejde i mindst 30 timer ugentligt samtidig med, at medlemmet har deltaget i uddannelsen,

  • 2) som deltidsforsikret i mindst 2 år før ledigheden i gennemsnit har haft lønarbejde i mindst 20 timer ugentligt samtidig med, at medlemmet har deltaget i uddannelsen, eller

  • 3) i mindst 2 år har udøvet selvstændig virksomhed i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen, samtidig med, at medlemmet har deltaget i uddannelsen.

Stk. 2 Dagpenge efter stk. 1 kan i resten af studieforløbet udbetales i 444 timer for et fuldtidsforsikret medlem og 360 timer for et deltidsforsikret medlem.

Stk. 3 Perioden, inden for hvilken kravet om beskæftigelse i stk. 1 skal være opfyldt, forlænges med perioder med fravær på grund af

  • 1) barselsorlov efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven), eller

  • 2) sygdom, hvis den enkelte sygdomsperiode har haft en varighed på mere end 4 uger.

Stk. 4 Medlemmet skal på tro og love erklære, at kravet om beskæftigelse i stk. 1 er opfyldt.

§ 35

Et medlem kan stå til rådighed i en ledighedsperiode mellem to perioder i et uddannelsesforløb, hvis perioden er over 4 uger. Der kan ikke udbetales dagpenge, hvis ledigheden skyldes uddannelsesstedets ferieperiode, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Hvis medlemmet skal stå til rådighed under uddannelsen eller deltager i jobrettet uddannelse, kan medlemmet få ret til dagpenge i en periode mellem to dele af uddannelsesforløbet, selvom perioden er på under 4 uger eller skyldes uddannelsesstedets ferieperiode.

Stk. 3 Et medlem kan stå til rådighed i en orlovsperiode fra en uddannelse. Medlemmet skal godtgøre, at medlemmet holder orlov fra uddannelsen. Der kan ikke udbetales dagpenge, hvis orlovsperioden er sammenfaldende med uddannelsesstedets ferieperiode, eller hvis orlovsperioden ikke er forenelig med uddannelsens opbygning og forløb.