Bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager overgangsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparate § 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1717 af 14. december 2023

Udnyttelse af uddannelses- og arbejdsmuligheder m.v.
§ 11

En person, der er jobparat, skal være aktivt arbejdssøgende. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, skal være aktivt arbejdssøgende, indtil den pågældende skal påbegynde uddannelse på ordinære vilkår. Personer omfattet af 1. og 2. pkt. skal søge rimeligt arbejde, jf. § 8, stk. 2, og skal så vidt muligt søge arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid eller arbejde, der kan føre til selvforsørgelse, jf. § 8, stk. 1, og arbejde, der udbydes hele året.

Stk. 2 Personen skal søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område.

Stk. 3 Personen skal efter krav fra jobcenteret eller anden aktør søge konkrete job.

Stk. 4 Ved første jobsamtale hos kommunen skal en person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, indgå en aftale med kommunen om krav til jobsøgningsaktiviteter, og kommunen skal fastsætte en frist for at registrere jobsøgningsaktiviteterne i en joblog på Jobnet. Personen skal overholde de indgåede aftaler, som f.eks. kan indeholde oplysninger om antal job, som personen skal søge, frist for at søge og dokumentere jobsøgning, inden for hvilke faglige områder og geografisk område, der skal søges job samt konkrete job, som personen skal søge.

Stk. 5 Personen  skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet. Dette gælder dog ikke for en person, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse som jobparat som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, og hvor jobcenteret har besluttet, at personen undtages fra kravet om at registrere sin jobsøgning i en joblog på Jobnet, hvis personens sproglige og it-mæssige forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at personen kan opfylde kravet, jf. § 26 a, stk. 4, i integrationsloven. Undtages personen fra kravet om registrering af sin jobsøgning i en joblog på Jobnet efter 2. pkt., skal jobcenteret og personen aftale, hvordan den pågældende i stedet skal dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter, jf. § 26, stk. 3, i integrationsloven.