Bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager overgangsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparate Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1717 af 14. december 2023

Kapitel 5 Rådighedsvurdering
§ 17

Jobcenteret skal undersøge og vurdere en persons rådighed, hvis der opstår tvivl om rådigheden, herunder hvis der er tvivl om, hvorvidt personen kan overtage arbejde, jf. §§ 7-9, er arbejdssøgende, jf. § 11, eller udnytter sine uddannelsesmuligheder, jf. § 3. Jobcenteret skal konkret vurdere, om en person med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Stk. 2 Jobcenteret skal vurdere, om en person fortsat opfylder betingelserne om at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, hvis personen gentagne gange melder sig syg, når personen er givet et tilbud m.v. Jobcenteret skal dog ikke foretage en rådighedsvurdering, hvis det ikke vurderes relevant.

§ 18

Jobcenteret skal endvidere vurdere rådigheden for en person, der er jobparat, hvis personen

  • 1) afslår arbejde, som personen er henvist til,

  • 2) udebliver fra en jobsamtale i jobcenteret eller hos anden aktør, et møde i rehabiliteringsteamet eller fra en rådighedsvurdering i jobcenteret,

  • 3) udebliver fra en opfølgningssamtale i kommunen,

  • 4) undlader at overholde den frist, som jobcenteret har fastsat for selv at booke jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

  • 5) undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller undlader at registrere jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist,

  • 6) undlader at give meddelelse til jobcenteret, en arbejdsgiver eller anden aktør om sygdom i tilfælde, hvor den pågældende skal møde til et tilbud, anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning eller møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver,

  • 7) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller anden aktør i tilfælde, hvor personen er indkaldt til eller har selvbooket en jobsamtale som led i en sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning,

  • 8) afviser eller udebliver fra deltagelse i foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller

  • 9) udebliver fra dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

§ 19

Jobcenteret skal vurdere rådigheden for en person, der er uddannelsesparat, hvis personen

  • 1) er vurderet til at være åbenlyst uddannelsesparat og afslår arbejde, som personen er henvist til,

  • 2) er vurderet til at være uddannelsesparat, herunder åbenlyst uddannelsesparat og undlader at overholde den frist, som jobcenteret har fastsat for selv at booke en jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

  • 3) er vurderet til at være åbenlyst uddannelsesparat og undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller undlader at registrere jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist,

  • 4) udebliver fra en jobsamtale i jobcenteret, et møde i rehabiliteringsteamet eller en rådighedsvurdering i jobcenteret,

  • 5) udebliver fra en opfølgningssamtale i kommunen,

  • 6) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret i tilfælde, hvor personen er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

  • 7) undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen i tilfælde, hvor personen er indkaldt til en jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning eller

  • 8) afviser eller udebliver fra deltagelse i foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

§ 20

Ved vurderingen efter §§ 17-19 skal kommunen tage stilling til, om personen skal have en sanktion efter §§ 36-40 a i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2 Ved vurderingen skal kommunen endvidere sikre sig, at personen selv gør en indsats for at komme ud af sin ledighed ved bl.a. at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, deltage i samtaler, deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning eller tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.