Bekendtgørelse om produktgodkendelsesprocedurer for detailbankprodukter Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1645 af 18. december 2018

Kapitel 3 Regler for distributører af produkter
Organisatoriske krav
§ 13

Distributøren skal etablere, gennemføre og revidere effektive egne produktgodkendelsesprocedurer.

Stk. 2 Produktgodkendelsesprocedurerne skal ved markedsføring af produktet sikre, at forbrugernes interesser, mål og karakteristika inddrages med henblik på at forhindre eventuelle skader for forbrugerne og minimere interessekonflikter.

Stk. 3 Produktgodkendelsesprocedurerne skal være specifikke samt stå i rimeligt forhold til virksomhedens størrelse og den rolle, som virksomheden indtager i forbindelse med markedsføringen.

Stk. 4 Distributøren skal regelmæssigt revidere og ajourføre produktgodkendelsesprocedurerne.

§ 14

Distributøren skal sikre, at produktgodkendelsesprocedurerne er en integreret del af virksomhedens systemer og kontrolordninger, og at ledelsesorganet godkender etableringen af procedurerne og efterfølgende revisioner, jf. § 13, stk. 1.

Kendskab til målgruppen
§ 15

Distributøren skal anvende oplysningerne fra produktudvikleren, jf. § 12, til at identificere, om en forbruger tilhører målgruppen, jf. § 6, og til at identificere de grupper af forbrugere, hvis interesser, mål og karakteristika produktet ikke vurderes at være hensigtsmæssigt for, jf. § 6, stk. 3.

Distribution uden for målgruppen
§ 16

Distributøren må kun i tilstrækkeligt begrundede tilfælde, jf. § 18, sælge produktet til en forbruger, der ikke tilhører den identificerede målgruppe, jf. § 6.

Oplysninger til forbrugere
§ 17

Distributøren skal oplyse forbrugerne om produktets vigtigste træk, risici og eventuelle begrænsninger, og den samlede pris, som forbrugeren skal betale, herunder alle gebyrer, omkostninger og udgifter forbundet hermed, jf. § 12, stk. 1, samt stille supplerende materiale fra produktudvikleren til rådighed for målgruppen.

Oplysninger til produktudviklere
§ 18

Distributøren skal være i stand til at oplyse produktudvikleren om begrundelsen for, hvorfor produktet er tilbudt til en forbruger, som ikke tilhører den identificerede målgruppe, jf. § 16.

§ 19

Distributøren skal indsamle oplysninger til produktudvikleren, som sætter produktudvikleren i stand til at vurdere, om det markedsførte produkt fortsat er hensigtsmæssigt for den identificerede målgruppes interesser, mål og karakteristika.

Stk. 2 Distributøren skal straks underrette produktudvikleren, hvis distributøren konstaterer problemer med produktets egenskaber, produktinformationen eller målgruppen i forbindelse med udbud og salg af produktet.

§ 20

Distributøren skal dokumentere alle foranstaltninger, som distributøren træffer eller udfører, jf. §§ 13-19, samt opbevare dokumentationen og efter anmodning stille dokumentationen til rådighed for produktudvikleren.