Bekendtgørelse om prismodeller for visse typer af betalingsinstrumenter i henhold til § 123, stk. 4 og stk. 5, i lov om betalinger Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2163 af 18. december 2020

Kapitel 2 Beregning af betalingen
§ 3

Betalingsmodtager betaler et abonnement eller en procentvis sats til dækning af omkostningerne ved driften af et betalingssystem.

Stk. 2 Betalingsmodtager kan vælge mellem de prismodeller, der fremgår af § 5 og § 6 nedenfor, når betalingsmodtager indgår en aftale med indløser om modtagelse af det pågældende betalingskort.

Stk. 3 Betalingsmodtager kan ved hvert kvartal vælge at skifte mellem prismodellerne i §§ 5 og 6 med mindst en måneds varsel til indløser.

§ 4

Betalingen efter prismodellerne i §§ 5 og 6 er opdelt i 10 intervaller. Disse intervaller er opdelt efter antallet af transaktioner, som betalingsmodtager har haft i de seneste fire kvartaler, jf. bilag 1.

§ 5

Betalingsmodtager betaler som udgangspunkt et abonnement til dækning af omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. dog valgmuligheden i § 3, stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2 Det årlige abonnement per interval for betalingsmodtagere med en gennemsnitlig transaktionsværdi under eller lig med 175 kr. er fastsat i bilag 2.

Stk. 3 Det årlige abonnement per interval for betalingsmodtagere med en gennemsnitlig transaktionsværdi over 175 kr. er fastsat i bilag 3.

§ 6

Betalingsmodtager betaler alternativt en procentvis sats til dækning af omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. valgmuligheden i § 3, stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2 Den procentvise sats per interval er fastsat i bilag 4.

§ 7

Hvis aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument er enige, kan de forelægge erhvervsministeren et forslag til ændring i antal intervaller og abonnement per interval eller procentvise satser.

Stk. 2 Forslaget fra aktørerne bag de kommercielle aftaler til ændringer, jf. stk. 1, skal være underskrevet af alle aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument.