Bekendtgørelse om opgørelse af risikovægtede poster for gruppe 1-forsikringsselskaber Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1672 af 16. december 2015

Kapitel 4 Opgørelse af risikovægtede poster for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
§ 9

De risikovægtede poster for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter, jf. § 417 b, stk. 4, nr. 5, litra a, i lov om finansiel virksomhed, skal opgøres som præmiekravet med fradrag for genforsikring tillagt afgifter til offentlige myndigheder opkrævet sammen med præmierne.

Stk. 2 Præmiekravet opgøres som det største af beløbet for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter for den seneste 12-måneders periode. For forsikringsklasse 11-13, jf. bilag 7 i lov om finansiel virksomhed, skal bruttopræmierne og bruttopræmieindtægterne for den seneste 12-måneders periode forhøjes med 50 pct.

Stk. 3 Bruttopræmierne og bruttopræmieindtægterne opgøres i overensstemmelse med reglerne for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Stk. 4 Genforsikringsandelen af præmiekravet opgøres på grundlag af de 3 seneste regnskabsår som forholdet mellem summen af forsikringsselskabets udbetalte erstatninger for egen regning og summen af udbetalte bruttoerstatninger.

§ 10

Værdien af de risikovægtede poster for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter skal mindst udgøre 50 pct. af præmiekravet uden fradrag for genforsikring.