Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v. Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december 2017

Kapitel 6 Koncernsolvens for koncerner med centraliseret risikostyring
Betingelser
§ 25

Finanstilsynet kan tillade, at §§ 28 og 29 finder anvendelse på gruppe 1-forsikringsselskaber, der er tilknyttet et andet gruppe 1-forsikringsselskab som dattervirksomhed, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Dattervirksomheden er omfattet af koncerntilsynet.

  • 2) Modervirksomhedens risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter det tilknyttede selskab, og Finanstilsynet anser det deltagende selskabs ledelse af det tilknyttede selskab for at være sund og forsigtig.

  • 3) Modervirksomheden har fået tilladelse af Finanstilsynet til at foretage vurderingen af egen risiko og solvens på koncernniveau og for alle tilknyttede selskaber på samme tid, jf. § 4, stk. 4, i bekendtgørelsen om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v.

  • 4) Det deltagende selskab har fået tilladelse af Finanstilsynet til at offentliggøre en samlet rapport om koncernens eller gruppens solvens og finansielle situation.

Stk. 2 Ansøgning om tilladelse efter stk. 1 kan kun indgives til Finanstilsynet, såfremt datterselskabet af Finanstilsynet er meddelt tilladelse som gruppe 1-forsikringsselskab.

Stk. 3 Finanstilsynet skal omgående efter modtagelse af fuld ansøgning forelægge ansøgningen for eventuelt øvrige medlemmer af tilsynskollegiet. Finanstilsynet bestræber sig i samarbejde med eventuelle øvrige medlemmer af tilsynskollegiet på at træffe afgørelse senest tre måneder efter alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den fuldstændige ansøgning.

Stk. 4 Bestemmelserne i kapitel 6 for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er tilknyttet et andet gruppe 1-forsikringsselskab som dattervirksomhed, finder tilsvarende anvendelse på gruppe 1-forsikringsselskaber, som er dattervirksomhed af en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed.

§ 26

§§ 28 og 29 finder ikke længere anvendelse, når betingelserne i § 25, stk. 1, ophører med at være opfyldt.

Stk. 2 For betingelsen i § 25, stk. 1, nr. 2, finder §§ 28 og 29 fortsat anvendelse på trods af, at betingelsen ophører med at være opfyldt, hvis koncernen eller gruppen inden for en passende periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen.

§ 27

Modervirksomheden er ansvarlig for at sikre, at betingelserne i § 25, stk. 1, nr. 2-4, løbende er opfyldt.

Stk. 2 Modervirksomheden underretter straks Finanstilsynet og tilsynsmyndighederne for de tilknyttede dattervirksomheder, når én af betingelserne ophører med at være opfyldt. Modervirksomheden forelægger samtidig en plan for, hvordan det agter igen at sikre overholdelsen af betingelsen inden for en rimelig frist.

Stk. 3 Den koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet kontrollerer mindst én gang årligt, at betingelserne efter § 25, stk. 1, nr. 2-4, er opfyldt. Hvis der ved kontrollen påvises mangler, kræver den koncerntilsynsførende, at det deltagende selskab forelægger en plan for, hvordan det agter igen at sikre overholdelsen af betingelsen inden for en rimelig frist.

Dattervirksomhedens solvenskapitalkrav
§ 28

Finanstilsynet kan for dattervirksomheder omfattet af § 25, stk. 1, der beregner solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen, foreslå den koncerntilsynsførende at erstattet en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med selskabsspecifikke parametre for risikomodulerne for skadesforsikring, livsforsikring og sygeforsikring, hvis Finanstilsynet finder, at gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for standardformlen, og selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som Finanstilsynet har påpeget.

§ 29

Finanstilsynet kan for dattervirksomheder omfattet af § 25, stk. 1, der beregner solvenskapitalkravet ved anvendelse af en koncernintern model, foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg efter § 350 b i lov om finansiel virksomhed, hvis Finanstilsynet finder, at gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra den koncerninterne model, og selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som Finanstilsynet har påpeget.

Stk. 2 I særlige tilfælde, hvor et kapitaltillæg ikke er hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet foreslå den koncerntilsynsførende at pålægge gruppe 1-forsikringsselskabet at beregne solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen.

§ 30

Finanstilsynets forslag efter §§ 28 og 29 skal drøftes i tilsynskollegiet. I tilfælde af uenighed kan spørgsmålet forelægges Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger til afgørelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 238, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/54/EU af 16. april 2014.

Stk. 2 I tilfælde omfattet af stk. 1, 2. pkt., skal Finanstilsynet træffe afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen truffet af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, og meddele begrundet afgørelse til dattervirksomheden og tilsynskollegiet.

§ 31

Opfylder et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af § 25, stk. 1, ikke sit solvenskapitalkrav eller minimumskapital, finder procedurerne fastlagt i artikel 239 i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/54/EU af 16. april 2014, anvendelse for samarbejdet mellem Finanstilsynet og tilsynskollegiet.

Stk. 2 I de tilfælde omfattet af stk. 1, hvor det tilkommer Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger at træffe afgørelse ved uenighed i tilsynskollegiet, skal Finanstilsynet træffe afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen truffet af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og meddele begrundet afgørelse til dattervirksomheden og tilsynskollegiet.