Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. § 13

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1091 af 01. juni 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1484 af 29. juni 2021

Beregning af sygedagpenge til delvist ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, nyuddannede m.fl. samt ændring af satsen for ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse
§ 13

Sygedagpenge på grundlag af supplerende arbejdsløshedsdagpenge til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der er delvist arbejdsledige, beregnes for en fuldtidsforsikret ud fra 37 timer pr. uge, fratrukket det antal timer, som den pågældende skulle have arbejdet under fraværet. For en deltidsforsikret beregnes sygedagpenge for de supplerende arbejdsløshedsdagpenge ud fra 30 timer pr. uge, fratrukket det antal timer, som den pågældende skulle have arbejdet under fraværet.

Stk. 2 Til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der er delvist arbejdsledige og har et ukendt eller varierende antal arbejdstimer pr. uge, beregnes sygedagpenge på grundlag af supplerende arbejdsløshedsdagpenge ud fra 37 eller 30 timer pr. uge, jf. stk. 1, fratrukket det gennemsnitlige antal arbejdstimer, jf. § 10, stk. 4, eller § 11, stk. 2 eller 3.

Stk. 3 Hvis medlemmet har været delvist ledig i mindre end 4 uger og har et ukendt eller varierende antal arbejdstimer pr. uge, beregnes sygedagpengene på grundlag af supplerende arbejdsløshedsdagpenge ud fra 37 eller 30 timer pr. uge, jf. stk. 1, fratrukket det gennemsnitlige antal arbejdstimer, jf. § 10, stk. 4, eller § 11, stk. 2 eller 3, i den tid, den pågældende har været ledig.