Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1091 af 01. juni 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1484 af 29. juni 2021

Kapitel 8 Sygedagpenge i forbindelse med uddannelse
§ 26

Til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, kan der ydes sygedagpenge uanset deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når uddannelse og erhvervsarbejde før sygefraværet er foregået sideløbende.

Stk. 2 Der kan endvidere ydes sygedagpenge, hvis en erhvervsmæssig uddannelse påbegyndes under sygefraværet,

  • 1) når der højst er 6 timers undervisning pr. uge,

  • 2) når uddannelsen er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler helbredelsen, og

  • 3) når uddannelsen ikke udskyder iværksættelse af erhvervsmæssig revalidering.

Stk. 3 Sker deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 14 som led i kommunens opfølgningsindsats, jf. sygedagpengelovens §§ 13 a, 13 c og 13 d, fastsættes det ugentlige timetal ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag.

§ 27

Til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, og hvor der efter § 6 i repatrieringsloven er givet tilladelse til deltagelse i praktik eller uddannelsesforløb i hjemlandet, tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning, kan der i en periode på op til 8 uger ydes sygedagpenge under deltagelsen.

§ 28

Til personer, der ikke er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, og som modtager sygedagpenge efter sygedagpengelovens §§ 58 b-58 e, kan der til og med den 31. august 2021 ydes sygedagpenge under deltagelse i uddannelse som er aftalt med arbejdsgiveren. Hvis personen er omfattet af § 58 b, er det en betingelse, at uddannelsen kan gennemføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for personer, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Hvis personen er omfattet af § 58 c, er det en betingelse, at uddannelsen kan gennemføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for pårørende til personer, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19.