Bekendtgørelse om opfølgning i sygedagpengesager Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 473 af 20. marts 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1532 af 01. juli 2021

Kapitel 7 Digital booking af samtale
§ 17

En sygemeldt, der er visiteret til kategori 2 og 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, skal, jf. § 13 b, stk. 7, i lov om sygedagpenge, efter første opfølgningssamtale digitalt selv booke opfølgningssamtaler inden for en frist fastsat af jobcentret, og som vises på Jobnet, jf. §§ 12 og 13 i bekendtgørelse om det fælles it-baserede datagrundlag og statistiske datavarehus for beskæftigelsesindsatsen.

Stk. 2 Sygemeldte har mulighed for at ombooke en samtale inden for den af kommunen fastsatte frist, hvis der er ledige tider. Jobcentret kan af hensyn til planlægningen af samtaler beslutte, at ombooking af en samtale senest skal ske i rimelig tid forud for, at samtalen skal holdes.

Stk. 3 Kommunen kan i særlige tilfælde fratage den sygemeldte muligheden for efter stk. 1 og 2, selv at booke samtaler, eksempelvis hvis personens adfærd i forhold til selv at booke samtaler er uhensigtsmæssig, eller hvis kommunen vurderer, at retten til selv at booke samtaler vil medføre, at samtalen ikke kan gennemføres efter hensigten.

§ 18

Jobcenteret kan efter anmodning fritage sygemeldte fra pligten til selv at booke samtaler, hvis jobcenteret vurderer, at det er uforholdsmæssigt svært eller umuligt for den sygemeldte selv at booke samtaler eksempelvis på grund af den sygemeldtes helbredsforhold.

§ 19

Jobcenteret indkalder via digital post sygemeldte, som ikke selv skal booke jobsamtaler, fordi de er frataget retten til selvbooking efter § 17, stk. 3, eller fritaget fra selvbooking efter § 18.